Global

Mere global solidaritet – mindre enegang

Verdens flygtninge har brug for solidaritet og fælles løsninger, ikke at rige lande som Danmark vender ryggen til dem og omverden, skriver DRC Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente, i anledning af World Refugee Day.

I dag, d. 20. juni, er det World Refugee Day og FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, har netop opgjort det globale antal flygtninge og fordrevne og selv i et år påvirket af COVID-19-pandemien er antallet af mennesker på flugt steget rekordhøjt til 82,4 millioner – og de har ovenikøbet fået det værre"

Det sidste års tid, hvor COVID19-krisen har påvirket os alle, har været ekstra udfordrende for flygtninge og fordrevne. Pandemien har forstærket eksisterende konflikter, kriser og vilkår. Især for flygtninge og fordrevne er det blevet markant sværere at tjene til dagen og vejen som følge af nedlukninger og restriktioner. Vi har set en stigning i overgreb mod kvinder både i og udenfor hjemmet og en øget risiko for at piger forlader skolen piger forlader skolen. Samtidig er det blevet vanskeligere at søge asyl, da det har været sværere at nå frem til og krydse grænser. Og på trods af et faldende antal flygtninge i mange velstående lande har viljen til at tage imod kvoteflygtninge - de mest sårbare og udsatte flygtninge - været rekordlavt i 2020, hvor kun 23.000 blev genbosat gennem UNHCR, på trods af knap halvanden million havde akut behov for det. I 2018 skrev hovedparten af verdens lande under på en international aftale, der skulle højne flygtningebeskyttelse og forbedre ansvarsdelingen for flygtninge. Aftalen afspejlede en stigende erkendelse af, at globale udfordringer kræver globale løsninger. Men desværre er ansvarsdelingen ikke blevet mere retfærdig siden. Mens Vesten i stigende grad lukker sine døre for flygtninge og fordrevne, er det landene tættest på verdens konflikter, der stadig løfter det største ansvar. Omkring tre ud af fire af verdens flygtninge befinder sig i de såkaldte nærområder. Det vil sige, at det typisk er lav- og mellemindkomstlande, der ofte har deres egne udfordringer at kæmpe med, der huser langt størstedelen af verdens flygtninge. Lande som Libanon, Bangladesh og Uganda.

I de lande er der eksempler, der giver grund til optimisme og håb. Vi så i det forgangne år, hvordan Colombia lancerede en særlig beskyttelsesstatus med en lang række rettigheder til mere end en million venezuelanere, der opholder sig i landet – og til de nyankomne. Flere lande, blandt andet Jordan, der huser store flygtningebefolkninger, har desuden inkluderet flygtninge i deres vaccineudrulningsprogram på lige fod med jordanere. Men desværre er der for få af den slags eksempler.

Det står i skarp kontrast til at et land som Danmark i stigende grad vedtager love og tager beslutninger, der tilsidesætter flygtninges behov for beskyttelse og mulighed for at leve et værdigt liv, og samtidig vender ryggen til internationale aftaler og samarbejder. Eksempelvis den nyligt vedtagne danske lov, der lægger op til at udlicitere flygtningebeskyttelse til et tredjeland uden for Europa. Det er et farligt signal at sende, og vi kan ikke forvente, at de ofte fattigere lande vil blive ved med at løfte så stor en del af ansvaret, hvis rigere lande fraskriver sig ansvaret for bæredygtige løsninger.

Selvom antallet af mænd, kvinder og børn på flugt fortsat er bedrøvende højt, er det en myte, at vi ikke kan gøre noget. Hvis vi arbejder sammen med international solidaritet som kompas i stedet for national enegang, er det muligt at håndtere globale problemstillinger. Men politiske tiltag, der underminerer internationalt

samarbejde og solidaritet gør vejen mod løsninger længere – den slags handlinger er både usolidariske og uansvarlige og ikke mindst skadelige for det globale flygtningearbejde og mennesker på flugt.

De 82,4 millioner af mænd, kvinder og børn, der lige nu er fordrevne på grund af krige, konflikter og forfølgelse har også ret til et værdigt liv – og vi har en mulighed for at bidrage til at de får det. Men det kræver, at vi arbejder sammen og ikke lukker øjnene for omverden. Det kræver global solidaritet i stedet for national enegang.

Dette indlæg er oprindeligt blevet bragt i Jyllands Posten, 20. juni 2021.