Zullyem Dewadhy Melo Rayo er blot 21 år og har allerede oplevet flere forfærdelige ting end de fleste. Under den langvarige væbnede konflikt i Colombia har hun blandt andet oplevet at blive kidnappet og været igennem flere andre traumatiske oplevelser, som hun ikke ønsker at fortælle om. Andet end at de har mærket hende for livet.
Men Zully - som hun helst vil kaldes – er ikke blevet knækket af de voldsomme oplevelser. Tværtimod føler hun sig stærk og parat til alle udfordringer, der måtte komme. Hun bor sammen med sin mor og sine tre yngre søstre, og hun mener selv, at det er familiens sammenhold, der har givet hende en stor styrke og gå-på-mod trods de voldsomme oplevelser, som de har været igennem.
I dag arbejder Zully som minerydder for DRC Dansk Flygtningehjælp, og hun er meget taknemmelig for det meningsfulde arbejde.
”Det betyder, at jeg har råd til at fortsætte min uddannelse, og at jeg kan forsørge både mig selv og min familie, da de er afhængige af mig økonomisk,” siger Zully.
Zully er en del af et minerydningshold, som er i gang med at rydde et område på omkring 20.000 m2 i Caquetá, hvor hun selv er født og stadig bor. I dette område er omkring hver tredje minerydder en kvinde, og de føler sig meget værdsat og respekteret i lokalsamfundet.
Zully er glad for, hvis hun kan være et forbillede for andre kvinder, og hun drømmer om en dag at blive forfremmet til teamleder i DRC Dansk Flygtningehjælp.
”Hver dag giver jeg mit allerbedste for at bidrage til minerydningen, så lokalsamfundet igen kan bruge og bevæge sig igennem området uden frygt for deres liv,” siger Zully.
DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder målrettet på at fremme kønsligestilling – også i lande, der traditionelt set ikke har lige så meget ligestilling som i Danmark. Det sker blandt andet ved også at ansætte kvinder i stillinger, der typisk er besat af mænd – heriblandt lederstillinger. Det støtter kvinderne i at få en stærkere stemme og mere medbestemmelse i lokalsamfundet. Og det kan give fremtidige generationer nogle kvindelige rollemodeller, der har vist, at kvinder kan klare sig lige så godt mænd i mange forskellige roller.