Syrien

Kampen for håb i coronatider

Zubayda fra Syrien arbejder hårdt for at forsørge sin familie, mens hun forsøger at håndtere den nye virkelighed i skyggen af COVID-19-pandemien.

Efter mere end et år kæmper verden stadig mod den anden bølge af COVID-19. Overalt i verden forsøger regeringer at begrænse spredningen af virussen ved at indføre forskellige restriktioner. Samtidig frygter mange mennesker at miste deres job, og især små virksomheder har enten været nødt til at lukke eller må kæmpe for overlevelse.

Men mange mennesker arbejder stadig hårdt i håb om at klare sig gennem pandemien.

Zubayda er en af dem. Hun har en lille tøjbutik i Hatay i Tyrkiet. Udefra tiltrækker butikken ikke megen opmærksomhed, men for Zubayda er den som hendes lille baby. Hun og hendes mand har arbejdet hårdt for at realisere deres drøm om at have deres egen forretning.

Familien flygtede fra krigen i Syrien i 2015 og søgte asyl i Tyrkiet. Hjemme i Idlib i Syrien var Zubayda hjemmegående, og hendes mand arbejdede i en tøjbutik før krigen.

“Jeg var forkælet dengang,” siger hun med et smil og fortsætter:

“Jeg var helt afhængig af min mand, men det ændrede sig, da krigen brød ud. Vi måtte starte forfra i Hatay, og jeg indså, at jeg måtte tilpasse mig situationen.”

Det var en meget svær tid for familien: nyt land, nyt sprog og nye udfordringer. Zubaydas mand, Imad, arbejdede på en byggeplads, før de kunne åbne deres butik i 2019.

“Vi måtte spare hver en krone for at kunne åbne den lille butik. Det var ikke let. Vi kendte ikke de lokale regler. Vi havde få penge, og vores produkter kunne ikke konkurrere med andre butikker, men vi blev nødt til at fortsætte,” fortæller Zubayda.

IMG 9076

Vi måtte starte forfra i Hatay, og jeg indså, at jeg måtte tilpasse mig situationen.

Zubayda og hendes mand skiftedes til at arbejde i butikken for at holde den kørende, indtil deres liv ændrede sig i slutningen af 2019. De hørte, at DRC Dansk Flygtningehjælps og organisationen ABIGEM tilbød kurser og tilskud til iværksættere via DRC Dansk Flygtningehjælps forretningsudviklingscenter i Hatay.

Centeret er støttet af det tyske udviklingsministerium gennem KFW Development Bank og Danmarks udviklingssamarbejde, Danida. Her kan flygtninge og medlemmer af værtssamfund få hjælp til at starte deres egen virksomhed, hvis de har erhvervserfaring.

Butikken havde brug for flere ressourcer, så Zubaydas mand tilmeldte sig projektet og blev optaget på grund af sin erfaring. Men for at hjælpe sin kone foreslog Imad, at Zubayda skulle deltage i kurset i stedet for ham. Hun havde jo allerede været med til at drive butikken. Han ville fokusere på sit arbejde i byggebranchen og overlade butikken til hende.

“Først tøvede jeg. Jeg var usikker på, om jeg kunne klare det alene, men jeg vidste, jeg blev nødt til at komme ud af min komfortzone,” fortæller Zubayda.

Hun blev oplært i projektudvikling og online-marketing.

“På kurserne lærte jeg om risikovurdering og forretningsplanlægning. Jeg lærte også at bruge internettet til marketing. Jeg vidste intet om det inden,” siger hun.

Efter at have afleveret sin forretningsplan og modtaget støtte flyttede Zubayda til et større butikslokale og fik en formel tilladelse til at drive forretning. Med støtte fra DRC Dansk Flygtningehjælp kunne hun købe de produkter, hun havde brug for i butikken.

På samme tidspunkt nåede COVID-19-pandemien Tyrkiet, og landet lukkede ned. Mange små virksomheder og butikker lukkede på grund af den økonomiske nedgang, men Zubayda og Imad fortsatte med at arbejde sammen for at redde deres butik. Med sin nye viden og Imads praktiske erfaring lærte Zubayda at forhandle og vælge de bedste produkter. De to var et godt team, og deres forretning overlevede.

IMG 9095

Vi måtte spare hver en krone for at kunne åbne den lille butik. Det var ikke let. Vi kendte ikke de lokale regler, vi havde få penge, og vores produkter kunne ikke konkurrere med andre butikker, men vi blev nødt til at fortsætte.

“Jeg fik støtte på det rigtige tidspunkt,” siger hun og uddyber:

“Den gav os en god start i vinters og hjalp os gennem den økonomiske krise. Den hjalp mig også med at tage ansvar for at drive butikken og blive selvstændig. Min mand er så stolt af mig.”

Ifølge Zubayda ville butikken ikke have overlevet pandemien, hvis det ikke var for DRC Dansk Flygtningehjælp.

Selvom hun også får kritik for at arbejde i butikken og ikke kun fokusere på sine børn, lader Zubayda sig ikke påvirke. At drive forretning lærer hende en masse, blandt andet at være tålmodig og tro på sig selv.

“Før i tiden følte jeg, at var svag, fordi jeg var en kvinde, og vores samfund ser kvinder som svage. Nu føler jeg mig stærk. Jeg kan stå på egne ben og finde min egen vej,” siger hun.

Nu arbejder Zubayda på at udvide forretningen. Hun planlægger at eksportere sine produkter til Europa og Afrika gennem online marketing. Hun har allerede taget første skridt og sendt nogle få produkter til Ghana. Det giver hende håb om at kunne sælge mere og hjælpe Tyrkiets tøjgrossister tilbage på benene i en svær tid.

“Jeg troede aldrig, jeg ville klare de udfordringer, jeg mødte, men det gjorde jeg. Min familie og jeg havde en svær tid, da vi kom til Tyrkiet. Men vi har klaret os, og jeg er sikker på, at vi også vil klare pandemien. Jeg er lettet og glad for det, jeg gør, og det er det vigtigste for mig,” afslutter hun.