Somalia

Amino kæmper for gode og sikre toiletter i Somalia

Mangel på ordentlige toiletter er hverdag for mange fordrevne verden over. De dårlige sanitetsforhold udgør en risiko for både sundhed og sikkerhed, og det går især ud over piger og kvinder. I en somalisk landsby har en 50-årig mor til ni derfor sat sig for at arbejde for bedre toiletfaciliteter.

For mange flygtninge og internt fordrevne er det en daglig kamp at skaffe adgang til rent vand og sanitære forhold. Manglen på ordentlige toiletter påvirker især piger og kvinder, da de har større behov for privatliv og sikre toiletter.

Det var også tilfældet i landsbyen Ceelsha Biyaha i Gedo-regionen i det sydlige Somalia – indtil Amino Gab, en 50-årig mor til ni, tog sagen i egen hånd.

“Adgang til gode toiletfaciliteter er en meget personlig sag for mig og for alle unge piger og kvinder i landsbyen,” siger hun og uddyber:

“Piger og kvinder lider mest under manglen på ordentlige toiletter. De bliver nødt til at vente, til det bliver mørkt, før de kan gå udenfor for at tisse. Det er meget ubehageligt for dem, og det gør ondt at se, hvad vi kvinder må gå igennem.”

DSC 0187

Når et samfund ikke har adgang til ordentlige toiletter, er der større risiko for sygdom og for miljøforurening. Men det betyder også, at piger og kvinder ofte må blive hjemme fra skole. Derfor har Amino arbejdet utrætteligt for at få bygget ordentlige toiletfaciliteter i sin landsby.

Ordentlige toiletter giver en følelse af værdighed

Amino fortæller, hvordan familier i landsbyen førhen byggede interimistiske latriner af grene eller siv eller simpelthen forrettede nødtørften under åben himmel, fordi de ikke havde ressourcer til at bygge mere permanente toiletskure. Den efterfølgende sundheds- og sikkerhedsrisiko, især for udsatte grupper var der heller ikke opmærksomhed på.

I et samfund uden ordentlige toiletter udsættes indbyggerne for sygdom og forurening, og piger og unge kvinder bliver ofte hjemme fra skole. Derfor har Amino arbejdet utrætteligt for at få bygget ordentlige latriner i landsbyen. Blandt andet tog hun sagen op med DRC Dansk Flygtningehjælps hold i Somalia.

I samarbejde med lokalsamfundet og med støtte DANIDA har DRC Dansk Flygtningehjælp nu bygget toiletskure i landsbyen og uddelt hygiejnepakker til 3.270 personer.

Amino er taknemmelig for støtten til at forbedre saniteten i landsbyen. Men vigtigst af alt har de lokale kvinder og piger fået et mere værdigt liv, mener hun.

“I mange år har det været en tommelfingerregel for kvinder her i byen, at hvis du skal på toilettet, skal du enten gå ud om natten eller tidligt om morgenen, mens det stadig er mørkt. Men det behøver vi ikke længere.”

Rent vand er livsvigtigt i kampen mod COVID-19

Rent vand, sanitet og hygiejnefaciliteter er essentielt for at forebygge sygdom under pandemier som COVID-19. En af de bedste og billigste strategier for at bekæmpe pandemien i områder med få ressourcer er at investere i offentlige sundhedsfaciliteter.

Adgang til rent vand og sanitetsfaciliteter er derfor bydende nødvendigt for at stoppe smitte med coronavirus.

“Toiletterne kom på det helt rigtige tidspunkt. De gør os bedre i stand til at stoppe virussen,” siger Amino og afslutter:

“Alle har noget, der er vigtigt for dem. Noget de sætter pris på, er passionerede omkring og tror på. Jeg har fundet noget at kæmpe for i livet, og det har også påvirket mine omgivelser. Ikke bare mine børn, men hele samfundet. Jeg har set resultaterne af mit arbejde.”

Projektet er støttet af