DRC

Bangladesh

Mariam flygtede fra flammerne – nu frygter hun for sine børns liv

Mandag den 22. marts forårsagede en voldsom brand kaos og ødelæggelse i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Sårbare mennesker, der var flygtet fra etnisk udrensning, måtte nu igen flygte for at redde livet i et inferno af ild og røg. På trods af en massiv krise- og nødhjælpsindsats, lider mange familier stadig under følgerne af branden – og nu står de over for endnu en katastrofe.

Mariam og hendes mand og børn er én af de mange tusind familier, der mistede alt den skæbnesvangre eftermiddag i marts, da en voldsom brand brød ud i den tætbebyggede flygtningelejr i det sydlige Bangladesh. Mariam fortæller:

”Pludselig brændte det overalt omkring os. Vi måtte flygte med det samme. Alle løb forvirrede rundt, og jeg mistede mine børn af syne. Jeg ledte efter dem i to dage - og fandt dem heldigvis til sidst, med hjælp fra DRC Dansk Flygtningehjælp."

Brand I Cox Scanpix

Branden den 22. marts kostede adskillige menneskeliv, flere hundrede børn blev adskilt fra deres forældre, og tusinder af familier mistede deres hjem og alt, hvad de ejede.

Photo: Scanpix

På blot få timer jævnede branden 9.347 hytter med jorden og gjorde 48.300 mennesker hjemløse. Mariam og hendes familie mistede deres hjem og alle deres ejendele i branden.

”Jeg græder hver gang, jeg tænker på det. Vi ejer kun det tøj, vi har på kroppen, og vi bor under et halvtag. Det er så hårdt om natten. Der er ikke nogen seng, ikke engang en gulvmåtte til børnene. Før branden havde vi et hus og et komfur, hvor vi kunne koge ris. Nu har vi ikke engang mad nok – vi har ikke spist noget siden i morges."

Jeg græder hver gang, jeg tænker på det. Vi ejer kun det tøj, vi har på kroppen, og vi bor under et halvtag...

Mariam, flygtning og mor

Vores folk i lejren har givet familien mad og andre basale fornødenheder, så de kan klare sig igennem hverdagen, indtil de kan få materialer til at bygge et hjem, der er til at holde ud at bo i og samtidigt kan beskytte familien mod vind og vejr.

Lige nu truer monsunen med voldsomme skybrud, og ligesom mange andre i lejren frygter Mariam for familiens overlevelse.

Presenninger

Vores mange medarbejdere og frivillige i lejren knokler hver dag med bl.a. at uddele presenninger, bambus og sandsække til sikring mod den kommende monsun - men materialerne er ved at slippe op.

Photo: DRC

Landechef: ”Vores kriseindsats går ud over monsunsikringen”

Monsunen, der forventes at slå ind over lejren i slutningen af maj, risikerer at medføre livstruende jordskred og oversvømmelser, og DRC Dansk Flygtningehjælp skulle lige nu have været i gang med omfattende og livreddende monsunsikring.

”Vi skulle have uddelt bambus og presenninger til at forstærke familiernes boliger, og vi skulle have gravet dræn og sikret veje, bygninger og vandløb med sandsække. Men det arbejde er desværre blevet alvorligt stækket på grund af vores massive nødhjælpsindsats og materialebrug efter branden,” fortæller DRC’s landechef i Bangladesh, Sumitra Mukherjee. 

Efter Brand I Cox Hus På Skraent

Branden har efterladt mange i øget risiko for oversvømmelser og jordskred. Her har en familie genopbygget et spinkelt hjem af forhåndenværende materialer på toppen af en skrænt. Vi mangler akut sandsække til at sikre skrænter som denne mod monsunens vandmasser, samt byggematerialer til at styrke familiernes boliger.

Photo: DRC

Det er nu et spørgsmål om ganske kort tid, før den første bølge af skybrud rammer lejren, og det kan blive fatalt, hvis det vigtige monsunsikringsarbejde ikke igangsættes snarest muligt, understreger landechefen.

”Det er tragisk og dybt frustrerende, at den akutte indsats efter branden nu risikerer at få livstruende konsekvenser for familierne i de mest udsatte områder af lejren,” siger Sumitra Mukherjee.

Svært ved at nå ud til de mest udsatte familier

Hun understreger, at vores 230 lokale medarbejdere gør alt, hvad de kan, for at nå ud til alle med behov for hjælp.

”Takket være stor støtte efter branden fik mange tusind familier hurtigt hjælp til overlevelse, genforening og husly. Men det massive behov gør, at vi lige nu har svært ved at sikre tilstrækkelig nødhjælp og monsunsikring til de mest udsatte familier. Vi har brug for hjælp, hvis vi skal forhindre en katastrofe i katastrofen.”

Vi har brug for hjælp, hvis vi skal forhindre en katastrofe i katastrofen.”

Sumitra Mukherjee, landechef / DRC Bangladesh

DRC Oprydning Efter Branden Web

I dagene efter branden arbejdede vores folk i lejren i døgndrift for at sikre nødhjælp, genforening og husly til de mange nødstedte familier. Efterfølgende har vi ryddet op, uddelt byggematerialer og er begyndt at genskabe infrastrukturen i de nedbrændte områder. Desværre har indsatsen gjort et alvorligt indhug i de afsatte midler og materialer til det livsvigtige monsunsikringsarbejde.

Photo: DRC

Fakta om rohingyakrisen

Hvem er rohingyaerne?

Rohingyaerne er en etnisk minoritet i Myanmar. De er overvejende muslimer, mens flertallet i landet er buddhister. Rohingyaerne kommer hovedsagelig fra staten Rakhine i det nordlige Myanmar, men en bølge af etnisk vold har drevet hundredetusinder af rohingyaer på flugt til nabolandet Bangladesh. Her bor de primært i Cox’s Bazar-distriktet.

Hvordan startede rohingyakrisen?

I 1982 blev Myanmars rohingyaer nægtet statsborgerskab, hvilket i realiteten gjorde dem statsløse. Siden da er gruppen flere gange blevet udsat for vold og forfølgelse, og de er blevet nægtet basale rettigheder. Den største udvandring af rohingyaer fra Myanmar begyndte sidst på sommeren i 2017, da flere end 700.000 rohingyaer flygtede til nabolandet Bangladesh i løbet af få måneder.

I dag bor der flere end 860.000 rohingyaer i Cox’s Bazar-distriktet i Bangladesh. Den store tilstrømning af flygtninge betyder, at omkring 444.000 lokale indbyggere i værtssamfundet nu også har behov for humanitær hjælp. Samtidig har COVID-19-pandemien øget behovet for støtte blandt yderligere 509.000 lokale indbyggere i området. Ifølge FN har ca. 1,8 millioner mennesker i Cox’s Bazar-distriktet altså brug for humanitær støtte.

Hvad gør DRC Dansk Flygtningehjælp for rohingyaerne?

DRC Dansk Flygtningehjælp har været aktiv i Bangladesh siden 2017, da den seneste - og største - gruppe rohingyaflygtninge ankom. Fire år senere arbejder vi stadig i ti rohingya-lejre og to lokalsamfund, hvor vi yder forskellige former for hjælp:

  • Vi leder og udvikler lejrene for at forbedre bo- og leveforholdene for indbyggerne.
  • Vi yder individuel beskyttelse og identificerer og udvikler støttemuligheder for udsatte børn og voksne.
  • Vi giver støtte til praktisk uddannelse, indkomstskabende aktiviteter og miljøbeskyttelse.
  • Vi reparerer og vedligeholder boliger.

DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder også i Myanmar, hvor vi støtter internt fordrevne rohingyaer og andre udsatte grupper.