For de fleste børn i verden handler livet heldigvis om at lege og udvikle sig. At drømme om en spændende fremtid. Og bare at være børn uden de store bekymringer. Men sådan er virkeligheden sjældent for de børn og unge, der er tvunget på flugt af krig og konflikter. Mange bliver små voksne med alt for stort ansvar. Deres udvikling går ofte i stå, og mange får store ar på både krop og sjæl.

Børn og unge på flugt er særligt sårbare

Børn og unge på flugt har som alle andre flygtninge brug for beskyttelse, husly, mad, vand og medicin. Men mange af børn og unge på flugt har derudover også nogle særlige problemstillinger, der gør dem endnu mere udsatte:

Alene på flugt uden mor og far

Opgørelser viser, at mindst 150.000 flygtningebørn var i 2019 på flugt alene - eller var blevet adskilt fra deres forældre undervejs. Men man regner med, at tallet i virkeligheden er langt højere, da mange ikke er registrerede. Børn og unge, der er uden beskyttelse fra voksne, er i stor risiko for at blive udsat for vold, udnyttelse og overgreb.

Dropper skolen og ender i børnearbejde

Omkring halvdelen af alle flygtningebørn i skolealderen går ikke i skole. I mange flygtningefamilier hjælper børnene i stedet med at skaffe mad på bordet gennem børnearbejde, som kan gå udover deres fysiske, mentale, sociale og uddannelsesmæssige udvikling.

Læs mere om børnearbejde

Børneægteskaber

Børn og unge på flugt er i større risiko for at blive giftet væk i en tidlig alder af desperate forældre, som ikke kan brødføde deres familie.

For eksempel er der sket en markant stigning i syriske barnebrude, siden krigen brød. I nabolandet Libanon bliver mindst 41 procent af de syriske flygtningepiger gift, før de er 18 år.

Læs også vores tema om børneægteskaber

Vores holdning til børn og unge på flugt

Alle mennesker på flugt bør have et så værdigt og normalt liv som muligt. Når det gælder børn og unge, så betyder et normalt liv:

  • at man er i sikkerhed og ikke udsættes for vold eller overgreb
  • at man har adgang til husly og mad
  • at man har overskud til skole og uddannelse
  • at man ikke bliver presset til børnearbejde eller børneægteskaber eller andre uhensigtsmæssige løsninger på en svær situation

Sådan hjælper vi børn og unge på flugt

DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede i 40 lande, og i 2018 hjalp vi mere end 5,7 millioner, hvoraf omkring 2,3 millioner var børn og unge under 18 år. Vi har en lang række aktiviteter, der støtter børn og unge på flugt herunder:

Økonomisk støtte til sårbare familier

Når de fattigste flygtningefamilier får økonomisk støtte, kommer det i høj grad børnene til gode. Der er større chance for, at forældrene har råd til at sende børnene i skole, og risikoen for børnearbejde og børneægteskaber falder.

Særlig beskyttelse af udsatte børn

Mange steder laver vi såkaldte Child Friendly Spaces – frirum, hvor børn kan få lov at lege og være børn og glemme hverdagens bekymringer. De får også psykosocial støtte samt vejledning om konkrete problemer ved i fortrolighed at tale om svære ting med voksne.

Uddannelse og mentorordninger

Vi genopbygger skoler, og vi forsøger at hjælpe frafaldne børn med at vende tilbage til en skolegang. Vi har mentorordninger og andre ordninger, hvor vi rådgiver børn og unge om uddannelse og en fremtid på arbejdsmarkedet.

Sådan kan du støtte vores arbejde

Hvis børn og unge skal have en fremtid, bliver vi nødt til at investere i deres fremtid. Ligesom alle andre børn og unge har flygtninge også ret til at have en barndom og en fremtid. Lad os sørge for, at de ikke sygner hen i modløshed og uværdighed, men at de i stedet bliver morgendagens opfindere, jobskabere, landsholdsspillere og mesterhåndværkere. For det har både de og samfundet brug for.

Lad os sammen hjælpe børn og unge på flugt med at forfølge deres drømme om en god fremtid.

Støt DRC Dansk Flygtningehjælp

Alle beløb, store som små, er velkomne.

Vælg beløb

250 DKK

500 DKK

1000 DKK

DKK
Støt nu