I september 2020 fremlægger Europa-Kommissionen sit forslag til en ny Asyl- og Migrationspagt, som skal modernisere det fælles europæiske asylsystem.

Dette er en mulighed for en anden tilgang end den, vi ser i dag, og for at fokusere på at opretholde rettigheder og beskyttelse. I sin årlige tale om Unionens tilstand sagde formanden for Europa-Kommissionen, Ursula Von der Leyen, at: "vi vil indtage en menneskelig og human holdning. Det at redde liv til søs er ikke en valgfri handling. Og de lande, der opfylder deres juridiske og moralske forpligtelser eller er mere udsatte end andre, skal kunne stole på solidariteten i hele EU."

Det er imidlertid ikke nogen let opgave. Efter i flere år at have behandlet asyl- og migrationsudfordringer som en krise er der flere udfordringer, der bør håndteres.

Hvad er Europas 'flygtningekrise'?

I 2015 ankom flere end én million mennesker til EU ved at  krydse Middelhavet eller via migrationsruter i Sydøsteuropa. Det var flere end dobbelt så mange som året før. De flygtede primært fra konflikter i Syrien, Irak og Afghanistan.

På papiret lignede det en håndterbar opgave for 28 medlemsstater med en samlet befolkning på tæt på 500 millioner mennesker, hvis de løftede i samlet flok. Alligevel såede situationen splid mellem landene. Flere tyede til hårde lovstramninger og egenhændige grænselukninger. Det overlod størstedelen af ansvaret til nogle få lande ved EU's ydre grænser.

Dette har haft betydelige konsekvenser ikke blot for disse lande, men også for mennesker, der krydser Middelhavet for at søge sikkerhed og beskyttelse i Europa. En række grænselukninger langs den såkaldte Balkanrute samt den kontroversielle aftale mellem EU og Tyrkiet fik antallet til at falde på trods af uløste konflikter, blandt andet i Syrien, og en generel og støt stigning i tvangsfordrevne mennesker over hele verden.

Selv om det måske så ud, som om EU løste sin 'flygtningekrise', var der ikke færre mennesker med behov for beskyttelse – det betød blot, at de mennesker, der havde brug for beskyttelse, var ude af syne

Mere end noget andet var Europas 'flygtningekrise' en politisk krise med rødder i manglende vilje til at løfte ansvaret i fællesskab.

Mere end noget andet var Europas 'flygtningekrise' en politisk krise med rødder i manglende vilje til at løfte ansvaret i fællesskab.

En flaskehals for asylansøgere i Grækenland

Da antallet af asylansøgere, der ankom til EU, begyndte at stige i 2015, blev Grækenland en af de primære veje til EU. En kombination af langstrakte behandlingstider for asylansøgninger i Grækenland og manglende vilje til at omfordele asylansøgere fra Grækenland til andre EU-medlemsstater betyder, at mange flygtningelejre i Grækenland er stærkt overfyldte.

Et eksempel er den berygtede Moria-Lejr på øen Lesbos, som brændte ned til grunden i september 2020, og efterlod flere end 12.000 asylansøgere hjemløse. Lejren havde officielt kapacitet til færre end 3.000 mennesker.

Voldelige ’pushbacks’ i det vestlige Balkan

En reaktion på 'flygtningekrisen' i 2015 var, at EU forsøgte at styrke sine ydre grænser. Konsekvenserne heraf er i dag især synlige i Bosnien-Hercegovina.

Transitkorridorer fra Bulgarien, Nordmakedonien, Serbien og Montenegro mødes her og gør landet til en af de mest benyttede ruter for flygtninge og migranter. Ifølge UNHCR huser Bosnien-Hercegovina i dag næsten 9.000 flygtninge, asylansøgere og migranter.

For nylig har ansatte fra DRC Dansk Flygtningehjælp og andre NGO'er i Bosnien-Hercegovina dokumenteret en lang række tilfælde af voldelige pushbacks, hvor mennesker med tvang føres tilbage over grænsen til Bosnien-Hercegovina fra Kroatien - en EU-medlemsstat.

Denne praksis omfatter tyveri, afpresning, ødelæggelse af ejendom, fysiske overgreb og nedværdigende behandling samt nægtelse af adgang til asylprocedurer. Dette er i strid med princippet om non-refoulement - et princip i international lov, der forbyder lande at sende asylansøgere tilbage til et land, hvor de er i fare for forfølgelse.

Denne mand fortæller, at han blev tvunget tilbage over den kroatiske grænse gennem det iskolde vand i Korana-floden, der deler Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Foto: Jan Grarup, 2019

Mange flygtninge, asylansøgere og migranter når Europas kyster ved at krydse Middelhavet langs den centrale Middelhavsrute, fra Nordafrika over Middelhavet til Italien. Men det er en farlig rejse, der ofte foretages i joller og udtjente fiskekuttere.

UNCHR vurderer, at næsten 20.000 mennesker har mistet livet i Middelhavet mellem 2014 og 2019. Ikke desto mindre skaber sprøgsmålet om flådesøgnings- og redningsmissioner i Middelhavet stadig splid i EU.

Ud over risikoen for at drukne i Middelhavet udsættes flygtninge og migranter langs denne rute for en lang række farer: diskriminerende love, risikoen for frihedsberøvelse, kidnapning, tvangsarbejde eller voldtægt. Disse farer bør ikke forstærkes af EU's tilgang til asyl og migration.

Derfor erden nye pagt også en mulighed for at Europa kan prioritere humanitære principper, når det fonyer sine partnerskaber, og for at sikre, at landene virkelig står på mål for beskyttelsen af de allermest sårbare mennesker.

Hvordan bør den nye aftale se ud?

Konsekvenserne af reaktionen på Europas 'flygtningekrise' viser tydeligt behovet for en ny tilgang til asyl og migration – en sand "menneskelig og human tilgang", med Ursula Von der Leyens ord.

Men de viser også, at det bør være en tilgang med et klart fokus på at forsvare grundlæggende rettigheder og beskytte mennesker, ikke kun grænser. En asyl- og migrationspolitik vil ikke fungere hensigtsmæssigt, hvis den ikke omfatter en velfungerende solidaritets- og omfordelingsmekanisme.

DRC Dansk Flygtningehjælp har fem anbefalinger til en afbalanceret tilgang til asyl og migration med rettigheder og løsninger i centrum.

OBS: Den 23. september 2020 offentliggjorde Europa-Kommissionen sit forslag til en ny Asyl- og Migrationspagt. Den indeholder en bred vifte af bekymrende elementer, når det kommer til behandlingen af mennesker, der søger beskyttelse i EU.