Afghanistan

”Jeg håber, jeg kommer til at se mit hjemland, som det engang var, med fred i gaderne, i parkerne og i mit folks hjerter”

26-årige Shabana er stolt over at være afghaner og vil gerne have folk til at vide, at det afghanske folk er modigt, og at de ikke kun har oplevet mørke tider.

”Min far var politisk flygtning fra Afghanistan i 1997, efter Taleban kom til magten. Han kunne ikke se nogen fremtid for vores familie. Han arbejdede i regeringen, så det var farligt for ham at blive i landet. Jeg var kun to år, da han flygtede.

Da han ankom til Danmark, blev han placeret i Sandholm flygtningelejr i 18 måneder, hvorefter min mor, mine søskende og jeg kom til Danmark.

Når jeg ser på min far, får jeg en følelse af, at han nok ikke er helt glad. Der er en vis stolthed forbundet med at tilhøre et sted. Måske kan man have et bedre liv andre steder, måske kan man have en højere levestandard i et andet land. Men den stolthed, du føler i dit eget land, kan ikke erstattes.

Noget af det, jeg synes, er mest sørgeligt, er når magtfulde lande går ind og destabiliserer udviklingslande, som i sidste ende fører til menneskelige tragedier – mennesker er tvunget til at forlade deres hjem, familie og venner. Den dag i dag er mine forældre triste. Triste over at se deres hjemland blive revet fra hinanden endnu engang.

Det afghanske folk er ikke et folk i knæ på baggrund af det, de har oplevet – det, de oplever nu. De er så meget mere.

Shabana

Fred i afghanernes hjerter
Jeg voksede op i Danmark og gik i skole, indtil min familie besluttede sig for at flytte tilbage til Afghanistan i mellem 2009 og 2018. Jeg vendte tilbage til Danmark for at studere Global Studies, som jeg er i gang med at færdiggøre.

Min mor og mine søskende har boet i Afghanistan lige siden – de er netop ankommet til Danmark med det sidste evakueringsfly fra Afghanistan. Da regeringen kollapsede, og Taleban overtog magten, kunne de ikke længere blive der. Med nyheden om, at Taleban overtog provins efter provins, levede jeg i konstant frygt for min families sikkerhed, indtil de var i sikkerhed i Danmark.

Jeg har stadig venner og familie bosiddende i Afghanistan, og jeg tænker på dem hver dag. Hvad skal der ske med dem?

Jeg er bange for, hvad der kommer til at ske med mit folk. Mest af alt er jeg bange for, at piger og kvinder ikke får lov til at gå i skole og bibeholde deres job. Jeg er bange for, at de slet ikke kommer til at opleve nogen form for økonomisk eller uddannelsesmæssig udvikling. Når jeg tænker på Afghanistans kvinder, som det ser ud nu, kan jeg ikke forestille mig, hvordan det må være ikke at kunne forfølge sine drømme. De må knap nok drømme mere. Hvordan fortsætter de?

Mit håb er, at en god regering vil genopstå.

Shabana

Men jeg har håb. Afghanistan har så mange åbensindede mænd. Nogle mennesker har måske en anden forestilling om afghanske mænd – at de som køn er undertrykkende over for kvinder. Men særligt en ny generation af mænd ønsker at se en forandring – velvidende at det begynder hos dem selv.

Jeg håber, jeg kommer til at se mit hjemland, som det engang var, med fred i gaderne, i parkerne og i mit folks hjerter. Jeg håber, at afghanerne får mulighed for at opleve – ikke blot deres eget land – men verden med et fredfyldt hjerte. Mit håb er, at en god regering vil genopstå.

Jeg vil gerne have folk til at vide, at afghanerne ikke kun har oplevet mørke tider. De kan forfølge deres drømme, hvis de blot fik lidt fred. Det afghanske folk er ikke et folk i knæ på baggrund af det, de har oplevet – det, de oplever nu. De er så meget mere.
At være afghansk er for mig – mere end nogensinde – forbundet med stolthed. Vi er modige.

Hvad end jeg er i dag, hvad end jeg bliver, vil jeg være forbundet med mit folk, samtidig med at jeg er dansk. Jeg er menneske på mange måder.”

(Shabana har ønsket at forblive anonym). 

Relaterede historier