Syrien

”Det her er ikke min oplevelse. Det er vigtigt for mig at sige”

Sara udgav sin første digtsamling tidligere i 2021, der handler om at vokse op imellem to kulturer, søge sine rødder og forstå sin identitet gennem den kultur, man er kommet af.

”Jeg er født og opvokset i Danmark og har palæstinensiske rødder. Mine bedsteforældre flygtede fra Palæstina til Syrien og levede stort set hele deres liv i en flygtningelejr. Begge mine forældre er født i Syrien. Min far kom som gæstearbejder til Danmark i 1970’erne, og jeg blev født ind imellem to kulturer, hvor frygt og flugt har været en uundgåelig del af min egen fortælling – også selvom jeg ikke har oplevet flugt og fordrivelse på egen krop. Og lige pludselig sidder jeg som voksen og skriver bøger om det.

Jeg tænker tit:

Hvordan kan jeg sidde i et trygt land som 35-årig og stadig tænke over, hvordan min familiehistorie fylder så meget, når jeg ikke engang selv har oplevet krig?

Sara

"Historier går i arv. Fra jeg var lille pige, har jeg hørt historier om flugt og fordrivelse, som om at ens bedsteforældre og forældre er bange for, at den del af ens identitet forsvinder, hvis historien ikke bliver fortalt igen og igen.

Den by, mine bedsteforældre kommer fra, eksisterer ikke længere, fordi palæstinenserne blev fordrevet.
Da mine bedsteforældre forlod Palæstina, beholdt de deres husnøgle. De troede, at de kun skulle være væk i et par uger, hvorefter de skulle tilbage igen. Uger bliver til måneder. Måneder bliver til år. År bliver til årtier. Følelsen af at skulle hjem igen er der stadig, og den har de givet videre til mig. Selv mine forældre fortæller historier om Palæstina, som om de selv har været der. Det har de aldrig. Det er den store indflydelse, historier kan have på os. Historier går i arv."

"Uretfærdigheden er, at man som udrejst palæstinenser ikke kan få lov til at vende tilbage til et land, som officielt ikke findes længere. Men med mit danske pas kan jeg få lov til at rejse dertil på ferie. Derfor sagde mine bedsteforældre til mig, at når de ikke selv kunne rejse dertil, så kunne jeg. For dem. Det er der noget rigtig smukt over.

Som minoritet kan det være svært at tale om de ting, der gør ondt, fordi vores familiehistorie er fyldt med flugt. Jeg kommer aldrig hjem til mine forældre og siger, at jeg er ked af det i dag, eller at min chef har været en idiot. Man har ikke lyst til at lægge mere pres på allerede pressede skuldre. Det tror jeg har noget at gøre med den arv, jeg har med mig, fra mennesker, der er flygtet fra krig. Jeg ved ikke, hvordan det er at være opvokset i en flygtningelejr. Jeg ved ikke, hvordan det er ikke at eje noget. Så hvem er jeg til at komme her med mine hverdagsproblemer? Jeg har aldrig sagt sætningen, ”jeg er stresset”, på arabisk – det ligger så fjernt fra mig kulturelt. Jeg er blevet mere hårdhudet og tager tingene på mig med bevidstheden om, at det kunne være meget værre. Men jeg vil heller ikke forklejne mine egne eller andres problemer."

Jeg har fået et heltekompleks – hvis du ikke kan, skal jeg nok. Hvis du har det hårdt, skal jeg nok løfte dig resten af vejen. Og det er både på godt og ondt.

Sara

"Jeg vil gerne have, at der er plads til bare at være et menneske. Måske handler det om, at min egen fortælling ikke kan stå alene, uden at jeg også kobler min families flygtningenarrativ på. Måske er de traumer, som mine bedsteforældre oplevede, da de blev fordrevet fra deres eget land, med til at definere min identitet, selvom jeg er født langt væk fra krig. Måske er det også derfor, historier går i arv, fordi vi forbinder dem med dét at høre til.

Måske er det derfor, mine bedsteforældre beholdt nøglen til deres hus efter så mange år.”

Saras bedsteforældre beholdte deres husnøgle, hvilket indgår i hendes digtsamling:  

1948 PALÆSTINA

i en lille fiskerby ved vandet
leder min farfar efter svar i havets bølger
farmor finder fragmenter af trøst
med panden på bedetæppet
deres børn har spørgsmålstegn i pupillerne
hjemmet er pakket i en rygsæk
det er en stille dag
nøglen til hoveddøren ser aldrig låsen igen

DAMASKUS
åbner sine arme og gør plads
tager den lille familie ind
o papirerne står der statsløs flygtning
en midlertidig identitet bliver permanent
hver aften serveres melankolien
så børnene aldrig glemmer hvor de kommer fra
årtierne heler savnet
hjem er der man kan sove med åbne vinduer

1972 DANMARK
Baba lander i Kastrup på en forsigtig forårsdag
han genfortæller historien om husnøglen som gik i arv
støber værdigheden om til et urokkeligt anker
når naboen smider et blik som siger du hører ikke til her
ved han bedre for hjemmet er aldrig fast
men flydende og kaotisk
ligesom havet
der engang hviskede et stille svar i hans fars ører

Relaterede historier