Global

”I mit hjerte føler jeg mig hjemme med min LGBT+ familie”

Mohameds historie er en livslang kamp for at opnå sikkerhed, asyl og i sidste ende at blive anerkendt for hvem, han er, som en LGBT+ person. Hans rejse fra Sierra Leone til Europa har ikke været let, og i dag kæmper han stadig for retten til at være i sikkerhed.

Photo credit: Thomas Cato

”Jeg blev født i Sierra Leone i Vestafrika i 1974. I dag er jeg 46 år og har kæmpet for min ret til at være den, jeg er, siden jeg var kun 14 år.

Jeg ved det her: Hvis jeg var tvunget til at vende tilbage til Sierra Leone, ville jeg også være nødt til at skjule min seksualitet.

Da jeg var kun 15 år, forlod jeg mit hjemland. I dag har jeg ikke set min mor og mine søstre i næsten 30 år.

Det gik op for mig, at jeg var homoseksuel, da jeg var 14 år. Jeg gik på en skole udelukkende for drenge, hvor jeg startede med at udvikle følelser for mine klassekammerater. Min far var en meget streng imam, som ikke ville tillade det. På det tidspunkt havde jeg aldrig betragtet min seksualitet som en forbrydelse, fordi mine følelser altid havde været for drenge. Men i mit hjemland bliver det set på som en forbrydelse. Jeg løj over for min far, hver gang han mistænkte mig for at have været sammen med drenge.

I dag er jeg 46 år og har kæmpet for min ret til at være den, jeg er, siden jeg var kun 14 år.

Mohamed

Da min familie fandt ud af det, fandt hele landsbyen ud af det. Jeg kommer fra en lille landsby, der kun består af halvtreds mennesker. Alle fra landsbyen var tilskuere, da de bankede mig sønder og sammen og satte mærker på min krop med skarpe objekter, indtil jeg blødte. Det lykkedes mig at kravle i skjul bag en busk, hvor min mor fandt mig og bar mig hen til den lokale præst, som ville kurere mig, hvilket ikke skete.

Jeg blev sendt til nabolandet Guinea-Conakry for at blive kureret af en anden præst, hvilket stod på i næsten ni år. Præsten ville have mig til at vende tilbage til Sierra Leone, men jeg ville ikke tilbage – det var der, mit liv blev ødelagt. Jeg blev betragtet som en forbryder, en ond person. Jeg vendte aldrig tilbage.

Da jeg senere hen ankom til Gambia, var jeg hjemløs. Jeg tjente penge ved at prostituere mig. Men hver morgen på stranden begyndte jeg at undervise mig selv i at læse og skrive for at forbedre mine engelskkundskaber til fremtidig brug.

Alle fra landsbyen var tilskuere, da de bankede mig sønder og sammen og satte mærker på min krop med skarpe objekter, indtil jeg blødte.

Mohamed

Jeg ankom til Danmark i 2016, efter at jeg I Gambia stiftede jeg bekendtskab med en dansk mand, som blev min ven. Vi rejste sammen til Skandinavien. Han fortalte mig, at han ville hjælpe mig med at opnå permanent opholdstilladelse, men han narrede mig. Han tog mig i stedet til et afsides hus i Sverige, hvor jeg blev holdt til fange af to mænd, som misbrugte mig seksuelt i næsten to uger. En nat lykkedes det mig at flygte. Jeg fik hjælp af en mand under min flugt og fandt det nærmeste migrationscenter. Her modtog jeg hjælp til at søge asyl i Danmark efter at have været fire måneder i Sverige.

Da jeg endelig ankom til Danmark, blev jeg samlet op af politiet. Jeg var meget bange. Men det danske politi var venlige over for mig. Jeg blev placeret i adskillige asylcentre i en lang periode. Min asylsag blev afvist, og jeg var bange for at blive sendt tilbage til Sierra Leone. Det var på det tidspunkt, jeg flygtede til Tyskland i 2019.

Jeg ikke ved, hvad der skal ske – men jeg prøver på at være stærk. Jeg vil være stærk.

Mohamed

I min tid i Danmark var jeg i kontakt med organisationen LGBT Asylum, som i dag er som en familie for mig. De har hjulpet og støttet mig i et sådant omfang, at jeg ikke kan beskrive det – personligt, mentalt og socialt. De har givet mig lidt af livet tilbage.
Jeg var meget aktiv i organisationen, særligt under Priden, hvor jeg som marketing manager var med til at promovere sagen. Jeg vil altid stå klar til at gå side om side med min LGBT+ familie i Pride-paraden.

I dag er jeg en del af LGBT+ fællesskabet i München. Jeg er stadig i en proces for at opnå permanent opholdstilladelse, selvom jeg kæmper med mit mentale helbred. Selvom mine oplevelser på nogle områder har gjort mig stærk, er det ikke nemt, fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske – men jeg prøver på at være stærk. Jeg vil være stærk.

I mit hjerte føler jeg mig stærk og hjemme med min LGBT+ familie, uanset hvor jeg befinder mig.”

Fotoakkreditering: Thomas Cato

Relaterede historier