Demokratiske Republik Congo

”Hvem tør omfavne det fremmede?”

Sammen med sin familie flygtede Alexandre fra Den Anden Congokrig, da han var 5 år gammel. En krig, der har kostet mere end fem millioner liv. Flugten og en opvækst med tæsk og omsorgssvigt har sat sig som fysiske og psykiske ar. I dag bruger han poesien til at bearbejde sine traumer, fordi virkeligheden kan føles fremmed.

”Jeg bruger min digtning som et talerør for mine oplevelser. På den måde bearbejder jeg mit hjertes tavshed og min sjælesmerte.
Jeg er en ung veteran. Der, hvor jeg kommer fra, gjorde mine forældrene det tydeligt, at rigtige mænd ikke viser følelser, til trods for at jeg har set ting i mit liv, som mange andre aldrig kommer til at opleve. Da jeg var fem år, havde jeg allerede set døden i øjnene. Jeg har set armod og lig på flydende floder. Jeg lærte at løbe, før jeg lærte at gå.

Jeg bruger i dag poesien til at bearbejde mine oplevelser, fordi jeg ikke måtte sige, hvad der foregik inden for hjemmets fire vægge. Hvor jeg vågnede op til en enkelt brødskive, kunne andre børn spise fem rundstykker. Hvor de fik kærlighed, fik jeg tæsk.

Jeg har set armod og lig på flydende floder. Jeg lærte at løbe, før jeg lærte at gå.

Alexandre

I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd
Jeg har lært mig selv at græde indvendigt. Men nu skal jeg skrive mine oplevelser ned og fortælle dem med ord.

Jeg begyndte at skrive for tre år siden, da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg var 22 år. Jeg er diagnosticeret med PTSD og bipolarlidelse. Jeg var ved at tage livet af mig selv. Poesien er grunden til, jeg er her endnu.

Da jeg var fem år, havde jeg allerede set døden i øjnene.

Alexandre

I dag er jeg mere rolig i min tilstedeværelse med mine medmennesker, fordi mine omgivelser er mere harmoniske. Men det er svært at finde fodfæste, når man kommer fra makabre situationer. Min krop besidder stadig følelser fra et turbulent liv, som både har sat sig som psykiske og fysiske ar på min krop. Jeg kan ikke bøje mine ben den dag i dag, fordi de er blevet skadet under en opvækst med vold og flugt. Adrenalinen sidder stadig i kroppen.

Jeg bruger poesien til at tale sandt – i poesien lyver jeg ikke. I virkeligheden ved jeg ikke, hvem jeg er. Jeg kan føle mig fremmed blandt mennesker. Men poesien er større end mig. Jeg vil gerne efterlade et stykke af mig selv til mine brødre, når jeg en dag ikke er her mere. De er mit hjerte nærmest, og derfor får de en del af mit hjertes tavshed og min sjælesmerte.

Jeg skriver til dem, der er nysgerrige på deres medmennesker. Til dem, der gerne vil møde det fremmede. For hvem tør omfavne det fremmede?”

Alexandre Nsoni

- Alexandre Nsoni, 25 år, er født i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), men flygtede til Danmark med sin familie for 20 år siden på grund af krig. 

- I 2021 udkom hans første digtsamling ”I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd”, der handler om flugten fra Den Anden Congokrig, om mødet med Danmark og danskerne i en lille nordjysk by, om at være anderledes og føle sig fremmed, og om krig, der sætter sig i kroppen og sindet resten af livet.  

Relaterede historier