Global

Vi skal også udvise globalt samfundssind

Regeringens støttepartier har meldt ud, at de går til finanslovsforhandlingerne med en ambition om, at Danmark bør tilføre udviklingsbistanden flere midler.

Af Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp, Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, Birgitte Qvist Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors.

Med pandemien forventer Verdensbanken, at 150 millioner mennesker bliver skubbet ud i ekstrem fattigdom. Antallet af ekstremt fattige vil stige for første gang i 20 år. Ikke så meget på grund af selve pandemien, men på grund af følgesygdomme i bredeste forstand.

Finanslovsforhandlinger er vigtige i den sammenhæng. Her indgår udviklingsbistanden, der blandt andet skal afhjælpe globale coronakriser, humanitære kriser og klimaforandringer. Og regeringens støttepartier har meldt ud, at de går til forhandlingerne med en ambition om, at Danmark bør tilføre udviklingsbistanden flere midler.

Med vores samlede erfaringer fra verdens globale brændpunkter kan vi slå fast, at behovene er enorme.

Pandemien tydeliggør og forværrer konsekvenserne af konflikter og klimaforandringer, der allerede før udbruddet bidrog til vanskelige livsbetingelser for verdens fattigste og mest udsatte. Flygtninge og fordrevne er blandt dem, der er hårdest ramt af pandemiens følgevirkninger.

Derudover oplever vi, at menneskerettigheder og demokrati er under pres, og at sundhedskrisen visse steder bruges til at lukke munden på kritiske civilsamfundsaktører og rettighedsforkæmpere.

Det samfundssind, vi ser i Danmark, skal have en global dimension. Det er selvfølgelig fuldt forståeligt, at krisepakkerne i Danmark fylder mere i offentligheden end corona, klimakrise og fordrivelse i Sahel og Syrien. Men tiden er ikke til at lukke os om os selv. Vi må skrue op for vores globale samfundssind.

I de igangværende finanslovsforhandlinger bør der prioriteres flere penge til klimahjælp. Det hænger sammen med Paris-aftalens princip, at klimabistanden skal udgøre såkaldte yderligere midler oven i den regulære bistand. At klimapengene ikke tages fra andre vigtige indsatser såsom nødhjælp, sundhed, børns rettigheder, kvinders rettigheder, demokratiudvikling, fødevaresikkerhed med videre i skrøbelige og fattige lande.

Det princip følger den danske regering ikke i udspillet til finansloven, og vi er bange for, at det vil bidrage til at udhule Danmarks humanitære og langsigtede udviklingsbistand. Sidste års finanslov tog ellers det første spæde skridt i den rigtige retning i Paris-aftalens ånd og afsatte 150 millioner i yderligere klimabistand.

Ud over det enorme behov for yderligere klimahjælp, så lider udviklingslandene under, at de bliver dobbelt ramt af coronapandemien.

Oven i de akutte menneskelige og langsigtede økonomiske tab i kølvandet på nedlukninger af handel og samfund slår krisen også igennem i form af markant mindre udviklingsbistand. Det skyldes, at udviklingsbistanden i de fleste lande opgøres som en procentdel af bnp, som jo er faldet overalt.

Det er ikke mindst på den baggrund, at Verdensbanken kommer med sine dystre udsigter om millioner af fattige, der nu skubbes tilbage i den absolutte fattigdomsgrøft – med humanitære og destabiliserende konsekvenser, der risikerer at påvirke os alle. Og det er på den baggrund, at regering og Folketing i disse uger forhandler finanslov. Vi håber, det lykkes at lukke en finanslov, der styrker både det lokale og det globale samfundssind. Tiden er til det.

Indlægget er bragt i Politiken den 1. december 2020.