Danmark

22-årige Ahmad flygtede fra Syrien - i dag er han direktør i eget firma

Den syriske flygtning Ahmad Alshaabni havde svært ved at se sin far blive udelukket fra det danske arbejdsmarked, så med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp startede han sin egen virksomhed og ansatte sin far som chef.

22-årige Ahmad Alshaabni er klædt i et mørkeblåt jakkesæt og hvid skjorte. Slipset har han ladet blive hjemme i lejligheden i Lyngby. Han har lige fået fri fra sit arbejde, da vi møder ham til en kop kaffe. En kaffe, han insisterer på selv at betale.

Ahmad Alshaabni er et af de mennesker, der har 32 timer i døgnet. For ved siden af uddannelsen som IT-supporter og studiejob, ejer han også sin egen foodtruck, Falafel Bar, hvor han serverer hjemmelavede syriske falafler. Han åbnede butikken i 2018, og fik i februar tilladelse til at stå ved Forum Station på Frederiksberg.

Har du overhovedet tid til at holde fri, spørger vi Ahmad Alshaabni, da vi sætter os ved det runde cafébord. “Ja, der er da lige otte timer, hvor jeg kan sove,” svarer han og griner.

Bombe ødelagde virksomhed i Syrien

På trods af sin unge alder er titlen som direktør ikke ny for Ahmad Alshaabni. Allerede som 15-årig åbnede han sin egen elektronikbutik i Syrien. Forretningen gik godt, og kunderne strømmede ind og ud af døren med computere og telefoner, der havde brug for en kærlig hånd. Handlen stoppede dog brat, da en bombe sprang butikken i stykker.

Efter den oplevelse besluttede Ahmad Alshaabnis far, at det ikke var sikkert for familien at blive i Alqunitra. En bjerglandsby ved Golanhøjderne tæt på grænsen til Israel og Palæstina. Et område som stadigvæk i dag er omlejret af soldater og jævnligt er midtpunkt i flere kampe.

“Hvis vi var blevet, var vi tvunget til at blive soldater,” forklarer Ahmad Alshaabni. Han flygtede derfor med sin storebror ud af Syrien. En flugt, som varede i 45 dage, hvor brødrene måtte sætte livet på spil adskillige gange, før de til sidst endte i Danmark, hvor de fik opholdstilladelse i 2015.

Familien som drivkraft

Det bliver hurtigt klart, at det, der driver Ahmad Alshaabni, er hans familie. “Jeg åbnede min Falafel Bar på grund af min familie,” forklarer han. Forældrene kom til Danmark i 2017, og den nye tilværelse har ikke været let.

Da de boede i Syrien, arbejdede Ahmad Alshaabnis far som landmåler. Men i Danmark var det svært at finde job. “Kommunen blev ved med at sende min far i praktik, og efter han havde arbejdet et sted i tre måneder, ville de ikke ansætte ham,” fortæller Ahmad Alshaabni.

Den unge iværksætter havde svært ved at se sin far blive valgt fra af det danske arbejdsmarked. “Min far er meget aktiv,” siger Ahmad Alshaabni og tilføjer: “Han kan ikke lide at sidde derhjemme”. Han traf derfor en beslutning: “Det blev mit mål at skabe et job til ham”.

Selvom Ahmad Alshaabni nu er sin fars arbejdsgiver, er det vigtigt for ham at værne om respekten. “Der er ikke nogen, der bestemmer over ham. Han er sin egen chef. Jeg er direktør, men der er ikke nogen over ham. Det er stadig min far, så jeg har stor respekt for ham”.

Fra idé til virksomhed

Der er mange nye ting, der skal på plads, før man starter sin egen virksomhed. Derfor tilmeldte Ahmad Alshaabni sig CO:LAB, som er Dansk Flygtningehjælps iværksætterprojekt, der hjælper unge flygtninge med at starte deres egen virksomhed.

Her fik Ahmad Alshaabni al den praktiske information, som han manglede for at omdanne sin idé til virkelighed. Det var viden om alt fra hvordan man opretter et CVR-nr. til at få styr på økonomien.

Udover undervisning blev Ahmad Ashaabni også tilknyttet en erhvervsmentor, der gav ham konkrete råd til, hvordan man f.eks. sammensætter det helt rigtige menukort og udvikler et godt koncept til sin virksomhed.

Råd, som har hjulpet Ahmad Alshaabni med at åbne sin forretning, men som alligevel krævede sine kampe, førend den unge iværksætter og hans mentor kunne blive enige.

“Vi diskuterede, om vi skulle lave shawarma, falafel, eller begge dele,” siger Ahmad Alshaabni og griner. “Jeg var lidt uenig i, at det kun skulle være falafel. Men det er nemmest at servere vegetarisk, derfor blev det sådan”.

Ahmad Alshaabni har dog ikke opgivet drømmen endnu. “Målet er at åbne en lille restaurant, hvor vi både kan sælge shawarma og falafel,” siger han og tilføjer med et glimt i øjet: “Jeg elsker shawarma”.

Flere flygtninge er iværksættere

Ifølge Katrine Kanneworff, ansat i Dansk Flygtningehjælp og projektleder på CO:LAB, er CO:LAB en måde, hvorpå unge flygtninge får en stemme i samfundet. Det giver deltagerne muligheden for at udvikle sig personligt og starte deres egen virksomhed. Men projektet er også gavnligt for resten af samfundet forklarer hun:

"Udover at få muligheden for at starte deres egen virksomhed, bliver de også mere engagerede i det danske samfund, og mange af dem er også selv blevet frivillige efterfølgende. Det gavner i sidste ende os alle sammen,” forklarer hun.

Projektet har eksisteret siden efteråret 2018, og succesraten har indtil videre været høj. Hele 65 procent af deltagerne er lykkedes med at starte deres egen virksomhed. Det er mange taget i betragtning af, at Danmark er et af de lande i verden, hvor det ifølge Katrine Kanneworff er sværest at starte sin egen virksomhed.

Den høje arbejdsmoral er ifølge hende en af grundene til, at så mange af deltagerne fra CO:LAB er lykkedes med at blive iværksættere: “Da vi forklarede dem, at det var hårdt arbejde at starte en virksomhed og sagde, at de nok skulle regne med at arbejde i virkelig mange timer om ugen, svarede de bare: “Helt okay, det gør vi allerede".

Tal fra Danmarks Statistik viser også, at flere flygtninge end danskere lykkes med iværksætterdrømmen. 11 procent af flygtninge i job er selvstændige, mens tallet kun er seks procent for danskere.

Men Katrine Kanneworff understreger også, at det er hårdt arbejde at starte sin egen virksomhed, og at det er vigtigt også at få en uddannelse. Selvom Ahmad Alshaabni på blot få år er lykkedes med sin forretning og i dag kan kalde sig direktør, så er han enig med Katrine Kanneworff i, at man skal få sig en uddannelse:

“Først og fremmest skal man jo tage en uddannelse. Men hvis man ikke har lyst til at studere, vil jeg råde til at man arbejder hårdt for at spare op til sin egen virksomhed. Det behøver ikke at være en kæmpe virksomhed som Novo Nordisk - en lille foodtruck er nok, og koster heller ikke ret meget”.

CO:LAB

Du kan få en frivillig mentor via CO:LAB via dette link eller ved at skrive en mail til [email protected]

  • CO:LAB er et projekt skabt i samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og Foreningen Roskilde Festival.
  • Projektet har fokus på innovation og iværksætteri, og hjælper unge med flygtningebaggrund med at starte deres egen virksomhed.
  • Projektet arbejder med at fremme unge med flygtningebaggrunds professionelle og personlige kompetencer.
  • Et forløb består af fire workshops fordelt på fire uger. Man er velkommen til at deltage i flere forløb.
  • Deltagerne får tilknyttet en erhvervsmentor, som selv har erfaring med at starte egen virksomhed.