Yemen

Hungersnød i Yemen: Familier kæmper for adgang til mad og vand

Efter fem års borgerkrig er situationen i Yemen alarmerende. Fire ud af fem ved ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra, og 16 millioner mennesker mangler adgang til vand og sanitet.

”Jeg bor sammen med min familie,” fortæller Taqiah, der er mor til fem og hver dag kæmper for at klare dagen og vejen.

Taqiah og hendes familie er blandt de 3,6 millioner yemenitter, der er blevet fordrevet fra deres hjem af den nu fem år lange borgerkrig. Krydsild i hjembyen tvang Taqiah til at flygte med sine børn. De fandt til Hajjah i det nordvestlige Yemen, hvor de nu bor i en flygtningelejr, side om side med mere end 500.000 andre fordrevne yemenitter.

”I det område af lejren, vi bor i, er der omkring 150 familier. Vi har mange børn, der løber rundt mellem hinanden, så det er svært at opretholde hygiejne uden adgang til rent vand," fortæller Taqiah.

Området er meget påvirket af mangel på rent vand, og der har flere gange været alvorlige koleraudbrud med mange tusind smittede og døde. Med spredningen af COVID-19 er situationen nu værre end nogensinde, men halvdelen af landets hospitaler er ødelagt af de voldsomme kampe, så kun de heldige få har adgang til lægehjælp.

At hente vand er farligt og slidsomt

Taqiah og hendes familie er afhængige af det vand, der pumpes op fra en brønd ved en landsby nogle kilometer væk. Den daglige gåtur til og fra brønden er hård, med tunge vanddunke i brændende hede. Og så er der tiden:

”For det meste er der kø, så vi må vente op til tre timer, før det bliver vores tur. Og så tager det cirka to timer bare at pumpe vandet op,” fortæller Taqiah.

Den sparsomme adgang til rent vand påvirker i høj grad børnene i området. Turen til vandposten er farlig og opslidende, og skole er der ikke noget af, for det meste af dagen går med at skaffe vand og mad.

"Det er sådan, vi overlever," konstaterer Taqiah. Hun er glad for, at hun og børnene klarer sig nogenlunde, selv om det er svært. Maden er knap, men i modsætning til mange andre fordrevne i Yemen sulter familien ikke.

Vi hjælper med mad, vand og beskyttelse

DRC Dansk Flygtningehjælp er massivt til stede i Yemen. Vi er blandt de få organisationer, der er blevet under krigen, og vi arbejder helt ude ved frontlinjerne.

Hver måned deler vi mad og drikkevand ud til 800.000 mennesker.

Vi er i færd med at rehabilitere vandnettet i Hajjah-provinsen, hvor Taqiah og hendes familie bor, for dermed at hjælpe de mange tusind indbyggere med direkte adgang til rent vand.

Udover at sikre mad og vand uddeler vi sæbe, så befolkningen kan beskytte sig mod COVID-19. Og vi giver husly til familier, der har mistet alt under flugten fra krigen. I 2019 nåede vi ud til 1,2 millioner yemenitter med livreddende nødhjælp og beskyttelse.

Lige nu vokser behovet eksplosivt, og vi tager med stor taknemmelighed imod ethvert beløb, der kan støtte vores indsats for at redde liv med mad, vand og beskyttelse i det krigshærgede Yemen.

Støt vores arbejde i Yemen