Libanon

Libanon har akut brug for hjælp efter katastrofal eksplosion

Libanon var allerede ved at kollapse økonomisk med 60 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen, inden en eksplosion lagde store dele af hovedstaden i ruiner.

Den 4. august blev Beirut ramt af en voldsom eksplosion ved byens havn i nærheden af tætbefolkede boligområder. Mere end 200 blev dræbt, og over 5.000 såret. Tusinder af hjem er blevet ødelagt, og det vurderes, at over 300.000 mennesker – heraf omkring 100.000 børn - mangler tag over hovedet. De materielle skader vurderes til over 50 milliarder kroner, og Libanon er et fattigt land, der i forvejen manglede ressourcer til at tage sig af et voldsomt stort antal flygtninge.

Libanon er det land i verden, der huser det største antal flygtninge i forhold til indbyggertal. Libanon er ikke meget større end Danmark, men alligevel har de taget imod omkring 1,5 millioner flygtninge fra Syrien og næsten en halv million med palæstinensisk baggrund. Det svarer til, at hver fjerde indbygger i Libanon har flygtningebaggrund.

Den katastrofale eksplosion i Beirut betyder, at tusindvis af i forvejen meget fattige og udsatte personer har brug for akut hjælp som midlertidigt tag over hovedet, mad og psykologhjælp.

Støt vores arbejde med akut nødhjælp i Beirut

6 ud af 10 lever under fattigdomsgrænsen

Allerede før eksplosionen vurderede Verdensbanken, at mere end 60 procent af befolkningen i Libanon levede under fattigdomsgrænsen. Og en undersøgelse fra World Food Programme har for nylig vist, at hver femte familie i Libanon springer måltider over eller må klare sige i hele dage uden mad. Siden september 2019 er arbejdsløsheden steget med 45 procent, og priserne for mad og husleje er steget med 169 procent.

Oveni denne dybe økonomiske krise kom COVID-19 pandemien. De seneste uger er antallet af smittede i Libanon steget eksponentielt. Allerede før eksplosionen forventede man, at pandemien ville lægge landets sundhedsvæsen ned. Og nu er flere sygehuse beskadiget, og sundhedspersonale har hænderne fulde med tage sig af de flere tusinde sårede fra eksplosionen.

Tusindvis har brug for hjælp efter eksplosion

Eksplosionen i Beirut er altså en stor krise, der rammer et i forvejen stærkt kriseramt land. Krisen vil gøre livet endnu hårdere for rigtig mange mennesker – ikke blot dem som har mistet familiemedlemmer eller fået ødelagt deres hjem i Beirut. Mange lokale virksomheder er påvirket af eksplosionen, og det vil blive endnu sværere for de mest fattige og sårbare at få en indtægt, så de kan få råd til mad og andre basale fornødenheder.

Vi forventer, at der vil være en stor gruppe af befolkningen, som vil have brug for akut hjælp til at klare sig igennem den kommende tid. Og på længere sigt er der brug for at hjælpe folk med igen at få en indtægtskilde, så de kan klare sig selv. Ikke blot i hovedstaden Beirut, men også i resten af landet hvor eksplosionen vil forværre de allerede eksisterende kriser med COVID-19 pandemi og enorm arbejdsløshed. Det vil gælde både de mange udsatte flygtninge, men også de fattigste og mest sårbare libanesere.

DRC Dansk Flygtningehjælp igangsætter nye indsatser i Libanon

Vores eget kontor i byen er blevet stærkt beskadiget, men heldigvis er vores kollegaer i Beirut uskadte, så de er fuld gang med at hjælpearbejdet. I samarbejde med lokale partnere og myndigheder påbegynder vi nye initiativer til at støtte den hårdtprøvede befolkning:

  • Uddeling af nødhjælp til folk med akutte behov. Det kan f.eks. være kontanter, mad, hygiejne-pakker og andre basale fornødenheder.
  • Psykologhjælp til især børn, men også børnenes forældre/værger og andre sårbare grupper.
  • Genopbygning af huse og hjælp til midlertidigt tag over hovedet for dem, der har fået ødelagt deres hjem.
  • Økonomisk støtte til at genopbygge ødelagte forretninger, så folk hurtigt kan få en indtægtskilde igen.
  • Derudover fortsætter vi med vores aktiviteter for flygtninge uden for Beirut, da eksplosionen, COVID-19 og den i forvejen dybe økonomiske krise gør dem ekstra sårbare.

Fakta om DRC Dansk Flygtningehjælp i Libanon

Vi har været til stede i Libanon siden 2004. Her har vi ydet humanitær hjælp til blandt andre palæstinensiske, irakiske og syriske flygtninge samt udsatte libanesere – f.eks. dem der var på flugt i eget land på grund af krigen i 2006. Siden krigen i Syrien brød ud i 2011, har vi i Libanon primært fokuseret på de syriske flygtninge i landet.

Libanon er det land i verden med det højeste antal flygtninge per indbyggere. Hver fjerde person i Libanon er en flygtning, da man vurderer, at der er 1,5 millioner syriske flygtninge (registrerede og uregistrerede) samt næsten en halv million palæstinensiske flygtninge. Det siger sig selv, at så voldsomt et antal har haft en markant humanitær og socio-økonomisk påvirkning på landet og dets befolkning, og det har sat Libanons infrastruktur og ressourcer under et voldsomt pres.

Vores mere end 150 ansatte i Libanon arbejder i dag primært på at forbedre forholdene og finde gode varige løsninger for både flygtninge og lokale i områder med mange flygtninge.