Global

For verdens mest udsatte er corona en katastrofe

Coronakrisen handler ikke kun om sygdom og død. Det er en økonomisk krise, der rammer verdens mest udsatte mennesker særligt hårdt.

Af Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp

I løbet af sommeren er antallet af bekræftede tilfælde af smittede med covid-19 i Afrika femdoblet. I begyndelsen af august måned var der 1 million smittede mennesker i de afrikanske lande. Der har også været voldsomme stigninger i antallet af smittede og døde i lande som Yemen, Irak, og Libyen.

I de 25 lande, hvor FN har humanitære programmer, stiger smittetilfældene og dødsfaldene stadigt. Det er lande, der i mange år har været martret af krige og konflikter, som har drevet millioner af mennesker på flugt. Mange af landene har begrænset testkapacitet, og derfor forventer mange, at vi kun ser toppen af isbjerget.

Den umiddelbare indsats handler stadig om at opspore, behandle og isolere de syge og optrevle smittekæderne – forsøge at sætte dem i karantæne og skærme de mest sårbare fra risikoen for smitte. Præcis som vi kender det fra Danmark. Men mange steder er det en næsten umulig opgave. Tag f.eks. de overbefolkede lejre i Cox’ Bazar, hvor de første tilfælde blev konstateret i maj måned.

Der bor over 850.000 flygtninge, primært rohingyaer fra Myanmar. De lever klemt sammen på et areal på 13 km2 i utætte hytter af bambus og presenning med dårlige sanitære forhold, mangel på rent vand og meget ringe adgang til sundhedsydelser.
I Yemen, der har en befolkning på omkring 30 millioner mennesker, findes der fire teststeder og knap 500 respiratorer. Derudover er halvdelen af landets hospitaler ødelagt som følge af krigen, og store dele af befolkningen lider af sult og ekstrem underernæring.

Men længe inden covid-19 brød ud disse steder, var flygtninge og fordrevne verden over allerede ramt af krisen. Den massive økonomiske nedtur, som pandemien har forårsaget globalt, samt de tiltag, som de fleste af verdens lande har indført for at hindre spredning af virus, rammer lav- og mellemindkomstlande særligt hårdt.

Nedlukning af mindre virksomheder, indførsel af social afstand, rejserestriktioner og udgangsforbud er også blevet en del af hverdagen dér. Selv om pandemien er global, og virus ikke skelner mellem rig og fattig, så er det allerede tydeligt over hele kloden, at befolkningsgrupper, der i forvejen er sårbare og udsatte, rammes hårdere af sygdommens afledte konsekvenser. Covid-19 sætter et forstørrelsesglas på samfundets sprækker.

FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, udgav for et par måneder siden deres årlige opgørelse af antallet af flygtninge og fordrevne i verden. Tallet er endnu en gang steget – nu til 79,5 millioner mennesker. Selvfølgelig, fristes man til at sige.

For selvom der de senere år er kommet meget få flygtninge til Europa og Danmark, tvinges mennesker stadig på flugt verden over. Løsninger på konflikterne lader desværre vente på sig, og eftersom mere end 80 procent af disse mennesker befinder sig i de såkaldte nærområder, bliver konsekvenserne af pandemien forstærket for flygtninge og fordrevne.

I Verdensmålene taler man om ’Leave no one behind’. Det er derfor nu, der skal sættes handling bag ordene – før det er for sent. I Danmark er der blevet talt meget om samfundssind i forbindelse med at forhindre spredning af virus og for at mindske følgerne af pandemien.

Nu er det afgørende, at vi også viser globalt samfundssind og står sammen med de mest udsatte i verden. Flygtninge og fordrevne er i dag blandt dem, der står bagerst i køen, og derfor skal vi opbygge og styrke dem. Det kræver, at det internationale samfund er klar til at handle effektivt for at undgå, de bliver fanget i en ond spiral.
For mennesker, der i forvejen lever et liv på kanten, rammer coronakrisen oven i den krise, de allerede befinder sig i.

Vi ser konsekvenserne på tværs af de næsten 40 lande, hvor vi i DRC Dansk Flygtningehjælp er til stede. Manglende indkomst påvirker familiers mulighed for at tjene til livets underhold og have råd til mad, husleje og skolegang.

Når samfund lukker ned, er der ikke nogen indtægt, hvis man lever af at sælge småting på gaden eller i en butik i slummen, eller hvis man er løsarbejder i landbruget. Det er desuden ofte i lande, hvor der ikke eller kun i meget begrænset omfang bliver udskrevet hjælpepakker – og ofte ikke til dem med løs tilknytning til det formelle arbejdsmarked.

En ny rapport viser, at i forhold til prognosen før covid-19, vil 14 millioner flere afrikanere være ekstremt fattige i 2020. Og i 2030 vil yderligere 38 til 70 millioner flere mennesker blive klassificeret som ekstremt fattige.

Verdensbanken har estimeret, at op mod 100 millioner mennesker kan blive sendt ud i ekstrem fattigdom på grund af coronapandemien.

Manglende indtægtskilder og fattigdom kan, ligesom selve virussen, koste menneskeliv. Ved ebolaudbruddet i Vestafrika i 2014 døde flere mennesker, ifølge FN, som følge af den økonomiske krise, der fulgte i kølvandet på udbruddet, end af selve sygdommen. Desværre kan vi ikke være sikre på, at det går bedre denne gang.

Ikke længe efter coronakrisen brød ud, gennemførte vores kolleger i Jordan en undersøgelse blandt næsten 900 familier med flygtningebaggrund og udsatte jordanere. Undersøgelsen viste, at hvor 65 procent havde mindst ét familiemedlem, der var i arbejde og kunne bidrage til forsørgelsen før krisen, var det tal røget ned på 3 procent blot et par uger inde i pandemien.

I en tilsvarende undersøgelse blandt 200 familier med overvejende flygtningebaggrund i Libanon svarer 73 procent af dem, der bor til leje, at de frygter at blive sat på gaden, hvis situationen fortsætter.

I Libanon frygter vi også, at den forfærdelige katastrofe, der ramte Beirut for nyligt, kommer til at få afledte effekter for landets svageste og mest udsatte. Herunder landets 1,5 millioner flygtninge.

Verdensbankens analyser peger også på, at der nu for første gang siden 1998 vil være en stigning i antallet af mennesker, der lever i fattigdom. Fattige lande, som i høj grad er afhængige af fødevareimport, vil blive ramt ekstra hårdt. Det er lande som Sudan, DR Congo, Syrien og Yemen. Alle lande, der er påvirket af langvarige konflikter, og som huser rigtigt mange flygtninge og fordrevne

DRC Dansk Flygtningehjælps tænketank i Genève, Mixed Migration Center (MMC), har interviewet næsten 7.000 flygtninge og migranter på tværs af 13 lande i Afrika, Asien og Sydamerika og spurgt til, hvad covid-19-krisen har haft af betydning for deres liv.

Svarene viser med tydelighed, at krisen trækker et langt og voldsomt spor i disse menneskers liv. Eksempelvis svarede langt størstedelen, 86 procent, at de har haft brug for yderligere humanitær hjælp, efter at krisen begyndte. Kun 20 procent har dog modtaget ekstra hjælp.

De kan derfor være tvunget til at ty til desperate metoder for at overleve eller vende tilbage til den krise, de oprindeligt er flygtet fra. Som et andet eksempel frygter mange et stigende antal unge piger, der bliver giftet bort, fordi fattige familier, der måske har mistet deres eneste indtægt, ikke ser andre muligheder.

Desperate situationer fører til desperate handlinger. Det kan være ødelæggende for de positive udviklinger, der har været globalt set over de sidste årtier.

På verdensplan har coronakrisen også gjort det endnu vanskeligere for mennesker at søge asyl. Med henvisning til pandemien har 150 lande indført nye begrænsninger for, hvem der kan krydse deres grænse, og 99 af disse lande gør ingen undtagelse for asylansøgere, der søger beskyttelse fra krig og forfølgelse. De får ikke lov til at komme ind.

De fleste lande har argumenteret med, at restriktionerne er indført for at begrænse risikoen for smittespredning. Tiltag, der skal få smitten under kontrol, er forståelige og nødvendige, men restriktionerne må ikke blive brugt som et påskud for at underminere menneskerettighederne og begrænse menneskers ret til at søge beskyttelse.

Hvis fattigere og svagere stater ser, at den rige del af verden suspenderer muligheden for at søge asyl, sender flygtninge tilbage uden at yde beskyttelse og ikke viser solidaritet, er det svært at argumentere for, at disse lande fortsat skal huse mere end 80 procent af verdens flygtninge. Derfor er der behov for solidaritet med landene i de såkaldte nærområder.

I første omgang ved at sørge for, at de har ressourcer nok til at håndtere flygtninge og fordrevne, også når de som nu forventes at gennemgå alvorlige økonomiske kriser. Samtidig bør vi i vores del af verden tage imod endnu flere kvoteflygtninge for at bidrage til at løfte ansvaret for beskyttelsen af verdens alt for mange mennesker på flugt.

Samtidig er flygtninge og fordrevne ofte uden socialt sikkerhedsnet eller opsparing, når krisen rammer. Med udsigten til en global recession er der stor risiko for, at der også kommer færre penge til de projekter, som nødhjælps- og udviklingsorganisationer gennemfører – specielt fordi udviklingsbistanden normalt udregnes som en procentdel af BNP.

En stor del af den bistand, der er gået til covid-19-indsatser, er desuden allerede taget fra udviklingshjælpen. Det betyder, at andet udviklingsarbejde står stille, selvom behovene ikke er blevet mindre. Man kan heller ikke forvente, at private virksomheder på samme måde vil være investeringsvillige i udviklingslandene, når de selv er pressede økonomisk.

Endeligt mindskes overførslen af penge fra flygtninges familier, bosat f.eks. i den vestlige del af verden, som for mange mennesker i verdens fattigere lande er en vigtig livline. Ifølge Verdensbanken udgør den samlede værdi af de såkaldte remitter omkring tre gange så meget som den samlede udviklingsbistand i verden. Men antallet af overførsler er allerede faldet med 20 procent som følge af covid-19 og forventes at falde yderligere.

FN’s ’COVID-19-appel’ om økonomisk hjælp til kampen mod coronakrisen i udviklingslande har i lang tid kun været under 20 procent finansieret. Hvis den vestlige verden svigter de mennesker, der i forvejen har mindst og bliver hårdest ramt af coronakrisen, kan det have katastrofale følger med stigende fattigdom, nye konflikter og flere flygtninge og fordrevne.

Allerede 23. marts kom FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, med en opfordring til en global våbenhvile.»’Virussens rasen udstiller krigens dumhed«, sagde han. Bevæbnede grupper i 12 lande som f.eks. Colombia, Sudan og Yemen valgte at nedlægge våbnene.

Desværre ser det ikke ud til, at det forblev andet end et pusterum. I Yemen, Sydsudan og Sudan steg antallet af dræbte igen i april måned sammenlignet med marts. Samtidigt har væbnede grupper flere steder udnyttet det altoverskyggende fokus, som der er på covid-19, til at udføre angreb.

I juli udgav FN’s humanitære organisation, OCHA, en rapport, hvor de konkluderede, at de økonomiske virkninger af covid-19 og inddæmningstiltag sandsynligvis vil medføre mere social og politisk uro.

Samtidig er der historisk en sammenhæng mellem negative vækstrater og sandsynligheden for konflikter og opstande. Hvis man kigger på IMF’s vækstprognoser, betyder det, at der, afhængigt af hvordan man opgør det, er et sted mellem 50 og 80 procent større sandsynlighed for en borgerkrig i de 41 lande i Afrika syd for Sahara som følge af covid-19.

Kampen om de nu endnu mere knappe ressourcer kan således føre til nye spændinger og konflikter. Samtidig udnytter ledere i skrøbelige stater – og stater med autokratiske tendenser – tilstedeværelsen af covid-19 til at retfærdiggøre yderligere undertrykkelse og diskrimination.

Alene i de 40 lande, DRC Dansk Flygtningehjælp arbejder, har vi registreret mere end 1400 protester, optøjer, vold mod civile og gadekampe relateret til covid-19. De har samlet resulteret i mere end 160 dødsfald.

Der er dog også anledning til at tænde et håb. Coronasituationen har vist, at det er muligt at gøre noget ved udfordringerne.

I den vestlige verden er der blevet pumpet milliarder ud i hjælpepakker til arbejdspladser og virksomheder og til at sikre, at økonomien overlever og udsatte grupper ikke mister fodfæste på arbejdsmarkedet.

Det er et godt eksempel på, at bistand virker, og det kan man også overføre til de mange lande, som er mere skrøbelige både politisk og økonomisk, og som huser størstedelen af verdens flygtninge og fordrevne.

Hvis verdenssamfundet griber denne mulighed, vil færre mennesker blive tvunget til at flygte fra alt det, de har kært, og de, der lever i fordrivelse, sikres rettigheder og muligheden for at leve et liv i værdighed.

Det er derfor med andre ord nu, der er et momentum, som skal gribes – både for at forhindre en forværring af de enorme konsekvenser af covid-19, som allerede hærger, og for at fastholde den mobilisering, som verdenssamfundet udviser på andre områder.

Spredningen af covid-19 har igen vist os, at verden hænger sammen. Både når det kommer til spredning af selve virus, men også når det kommer til ulighed, konflikter og fordrivelse.

Sprækkerne og uligheden i det globale sikkerhedsnet er derfor en trussel mod sundhedsydelser overalt. Vi er nødt til at bruge denne situation til at sikre globale løsninger på de globale udfordringer, vi står overfor. Jo stærkere, udsatte grupper som flygtninge og fordrevne står før en krise, desto bedre klarer de sig under og efter krisen.

Det handler om at have et arbejde og blive en del af det lokalsamfund, de er kommet til. Derfor er det afgørende, at flygtninge sikres adgang til selvforsørgelse og inkluderes i offentlige ydelser, hvor de bor. Det kræver en investering på den korte bane, men det er en god investering såvel økonomisk som menneskeligt.

Det har coronakrisen sådan set ikke ændret, men den har understreget behovet for at blive ved med at investere i mennesker – ikke mindst i de mennesker, der lever på kanten af samfundet.

Mange lande lukkede effektivt og hurtigt ned med positiv virkning på smittespredningen som følge, og de lande, der ikke nåede at lukke tilstrækkeligt ned, betaler desværre prisen i dag.

På samme måde er der behov for en effektiv og hurtig indsats for verdens flygtninge og fordrevne – ellers vil de komme til at betale prisen, og det vil vi alle kunne mærke.
Der er brug for international solidaritet, globalt samfundssind og ikke mindst fokus på de langsigtede konsekvenser af covid-19-krisen. Ligesom med tiltagene mod selve virussen er det livsfarligt, hvis der reageres for lidt og for sent.

Bragt i Politiken 17. september, 2020