Yemen

Frygt for alvorlige humanitære konsekvenser i Yemen

Det amerikanske udenrigsministeriums beslutning om at kategorisere Ansar Allah – bedre kendt som houthierne – som en terrororganisation kan få alvorlige humanitære konsekvenser i Yemen, som FN betegner som verdens værste humanitære krise. Det advarer DRC Dansk Flygtningehjælp.

Det amerikanske udenrigsministerium meddelte den 10. januar 2021, at det har til hensigt at udpege Ansar Allah – der også kendes som houthierne – som en såkaldt udenlandsk terrororganisation. Denne beslutning vil, hvis den ikke blokeres af Kongressen i de kommende dage, få alvorlige konsekvenser for muligheden for at udføre humanitært arbejde i Yemen, hvor en hårdt prøvet befolkning befinder sig i det, som FN betegner som verdens værste humanitære krise.

”På trods af amerikanernes forsikringer om, at de vil iværksætte visse undtagelser for humanitær assistance, frygter vi i DRC Dansk Flygtningehjælp, at en beslutning om at kategorisere Ansar Allah som en terrororganisation vil begrænse vores og andre humanitære organisationers mulighed for at arbejde og hjælpe civilbefolkningen i Yemen, som lider under en konflikt, der raser på sjette år.” Det siger Charlotte Slente, der er Generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.

70 % af Yemens befolkning bor i den nordlige del af landet, der er under Ansar Allahs kontrol, og kategoriseringen som terrororganisation vil derfor få massive humanitære konsekvenser for størstedelen af Yemens civile. Et stort flertal, over 80%, af befolkningen, er afhængig af humanitær bistand og dermed også af den fortsatte import af bl.a. brændstof, mad og medicinske forsyninger – og importen ventes at blive kraftigt negativt påvirket af den kommende betegnelse.

”Vi opfordrer både den nuværende og kommende amerikanske regering til at iværksætte alle de initiativer, der overhovedet er mulige, for at afbøde de humanitære konsekvenser af en sådan beslutning.  Der er behov for omfattende undtagelser til humanitære organisationer, hvis det fortsat skal være muligt at levere nødhjælp. De garantier skal sikre, at humanitære organisationer beskyttes mod retsforfølgelse for at udføre deres job. Desuden vil banker også skulle overholde de humanitære undtagelser, således at der fortsat kan kanaliseres midler til Yemen til at imødekomme humanitære behov. DRC Dansk Flygtningehjælp har i andre komplekse konflikter, hvor der er indført sanktioner, oplevet, at bankoverførsler gentagne gange stoppes eller forsinkes, hvilket gør vores muligheder for at levere nødhjælp til ofrene for konflikterne vanskelige og i visse situationer decideret umulige,” siger Charlotte Slente.

Desuden opfordrer DRC Dansk Flygtningehjælp til, at det garanteres, at udbydere af de mest nødvendige varer og tjenesteydelser – såsom importører af mad, brændstof, medicinske forsyninger og finansielle tjenesteudbydere – kan fortsætte leverancer, som er med til at redde civilbefolkningens liv.

DRC Dansk Flygtningehjælp er en af de største internationale organisationer, der arbejder i Yemen, hvor DRC har været til stede siden 2008. Organisationens mere end 400 medarbejdere arbejder både i den nordlige og sydlige del af landet og yder akut nødhjælp, herunder fødevarer, samt sikrer adgang til vand, sanitet og hygiejne, yder støtte til økonomisk genopretning af familier og foretager minerydning.