Danmark

Corona er en katastrofe for verdens mest udsatte børn

Danmarks Indsamling fokuserer i år på hjælp til coronakrisens børn. Og det er meget nødvendigt, da verdens mest udsatte børn bliver ramt hårdt af krisen.

Af Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp

Selv om de fleste danskere er ved at være godt trætte af COVID-19, så kan vi heldigvis begynde at se lys for enden af tunnelen. Alle skulle blive tilbudt en vaccination før sommerferien, og selv om nedlukningerne har gjort økonomisk ondt på mange, så vil ingen danskere dø af sult.

Sådan er situationen desværre langt fra i mange af verdens fattigste lande. Her må de fleste fortsat se langt efter vacciner, og de økonomiske konsekvenser af coronakrisen risikerer at blive fatale.

En katastrofer for verdens mest sårbare

Når man i forvejen sulter, så er det en katastrofe, når COVID-19 lukker det lokale marked og fødevarepriserne stiger. Når man i forvejen næsten ingen penge har, så er det en katastrofe, når COVID-19 lukker arbejdspladser og fjerner alle muligheder for indtægter. Når man i forvejen er flere år bagud med uddannelse, så er det en katastrofe, når COVID-19 lukker skoler, og flygtningebørn i stedet må lave børnearbejde og måske aldrig kommer tilbage i skole.

Verdensbanken har tidligere estimeret, at op mod 100 millioner mennesker kan blive sendt ud i ekstrem fattigdom på grund af coronapandemien. Og manglende indtægtskilder og fattigdom er livsfarligt i verdens fattigste lande. Det så man for eksempel ved ebolaudbruddet i Vestafrika i 2014. Dengang døde flere mennesker som følge af den økonomiske krise, der fulgte i kølvandet på udbruddet, end af selve sygdommen ifølge FN.

Mister livsgrundlag under corona

DRC Dansk Flygtningehjælp har indsatser i 40 lande, og vi ser tydeligt coronakrisens konsekvenser. Vores medarbejdere har foretaget over 17.000 interviews med flygtninge, migranter og lokale i værtssamfund. Og de interviews viser klart situationens alvor.

Tag for eksempel vores undersøgelse fra Jordan, hvor mange syriske flygtninge har søgt tilflugt. Vi spurgte flygtningefamilier, om der i deres familie var mindst et familiemedlem, der var i arbejde. I 20 ud 30 familier var en person i arbejde før coronakrisen. Det faldt til 1 ud af 30 familier, efter at coronakrisen brød ud.

Børnene bliver hårdt ramt

Hårde krisetider går desværre ofte hårdt ud over børnene, når det sidste overskud i pressede familier forsvinder. Selv i et rigt velfærdssamfund som Danmark har man set, at børn med mistrivsel har fået det endnu værre under coronakrisen. Så det er ikke svært at forestille sig, hvor hårdt livet kan være for børn i kriseramte flygtningefamilier, der i forvejen havde et ekstremt presset liv i fattige lande, og som oveni det også rammes af coronakrisen.

Når der mangler penge til mad, vand og andre helt basale fornødenheder, så tager desperate forældre desværre ofte desperate valg. Coronakrisens mest udsatte børn risikerer at blive sat til farligt børnearbejde, tiggeri eller endda kriminalitet for at overleve. I krisetider ser man også ofte en stigning i antallet af børneægteskaber, da desperate forældre gifter deres mindreårige børn væk for at få en mund mindre at brødføde.

Lange udsigter til bedre tider

Udsigterne er altså meget dystre for verdens mest udsatte børn. Og i mange fattige lande er der desværre fortsat meget langt til, at man kan begynde at se lys for enden af tunnelen. Den 18. januar gik verdenssundhedsorganisation WHO i medierne med en ny opgørelse, der tydeligt viser, at de fattige lande er langt bagud, når det kommer til vaccinationer. Opgørelsen viste, at der i de rigeste lande er foretaget 39 millioner vaccinationer, mens der i de fattigste lande er foretaget 25 vaccinationer. Altså ikke 25 millioner eller 25.000. Men 25 vaccinationer i alt.

Verdens mest udsatte børn risikerer altså at vente længe på, at det bliver deres tur til at få en vaccination. Og mens de venter, har de hårdt brug for hjælp.

Danmarks Indsamling hjælper coronakrisens børn

Danmarks 12 største humanitære organisationer går hvert år sammen om Danmarks Indsamling. Og i år går overskuddet fra tv-showet på DR1 til coronakrisens børn.

Læs mere om årets Danmark Indsamling

Hjælpen går til de børn, som ikke får akut lægehjælp og livsnødvendige vacciner, fordi sundhedssystemet er brudt sammen. Til de børn, som risikerer at dø af sult eller fejlernæring, fordi deres familier ikke længere kan tjene penge til mad. Til krigsramte og forældreløse børn og unge, som har ekstra brug for beskyttelse og omsorg.

Jeg mener, at alle børn har ret til en tryg barndom. Uanset hvor i verden de lever. Jeg håber derfor, at mange vil se med og støtte sagen, når DR1 sender Danmarks Indsamling lørdag d. 6. februar.