Global

Alle kvinder får menstruation – også i en flygtningelejr

Menstruation er mange steder i verden tabubelagt. Millioner af kvinder og piger på flugt er særligt sårbare og må hver måned gå glip af vigtig skolegang og deltagelse i aktiviteter – bare fordi de bløder. DRC Dansk Flygtningehjælp har lavet kampagnen ‘Den tid på måneden’, som bidrager til, at hverken tabu, myter eller mangel på midler skal stå i vejen for, at piger og kvinder ikke kan deltage i samfundet – heller ikke den tid på måneden.

For millioner er menstruation forbundet med skam og manglende adgang til hygiejneartikler, der forårsager fravær fra skole eller arbejde. Det har DRC Dansk Flygtningehjælp sat fokus på igennem kampagnen ’Den tid på måneden’, hvor støtten går til at stoppe tabu og hjælpe med adgang til sanitære forhold og hygiejneartikler.

Menstruation får stadig verden op i det røde felt

Halvdelen af alle mennesker på flugt er piger og kvinder. Det er cirka 40 millioner mennesker. De er specielt sårbare i forbindelse med menstruation. Kvinder på flugt lever ofte i flygtningelejr eller små midlertidige urbane boliger uden tilstrækkelig adgang til bind, badefaciliteter og sæbe. De må i stedet bruge gamle og beskidte klude, stykker af madrasser, blade eller aviser som bind. De må også ofte leve med en kultur, der opfatter menstruation som skamfuld. Pigerne går derfor ikke i skole eller på arbejde, fordi de risikerer at blive udskammet, når deres omgivelser ser, at de har blødt igennem. De er afskåret fra at deltage i aktiviteter under deres menstruation.

I verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar i Bangladesh, har Joan Stenderup, som blandt andet har arbejdet som Protection Manager for DRC Dansk Flygtningehjælp, været øjenvidne til kvinders situation.

”Små piger oplever stigmaet fra en helt ung alder. I Cox’s Bazarlejren findes der såkaldte safe spaces, hvor børn kan lege. De helt små piger deltager i aktiviteterne, men legene stopper brat, så snart de bliver kønsmodne – omkring 12 år – hvor de får menstruation.”

Joans arbejde bestod blandt andet i at oprette fokusgrupper for kvinder i lejrene og opspore de mest udsatte til individuelle rådgivningssamtaler.

”Det er tydeligt, at menstruation er et tabubelagt emne, fordi kvinderne i flygtningelejrene først føler sig trygge ved at tale om komplikationerne omkring menstruation i fortrolige rum,” fortæller hun. “Det er den eneste måde at få kvinderne i tale. Frygt for seksuelle overgreb er et stort problem. Ofte er der mange – både mænd og kvinder – om at dele et toilet, men da menstruation er et kæmpe stigma, føler kvinderne sig utrygge og særligt udsatte i den periode. De må finde andre steder at skifte bind og bade, men vejen til det næste toilet er ofte risikofyldt på grund af faren for at blive voldtaget på vejen,” afslutter hun. 

Hvordan kan du hjælpe?

Du kan hjælpe DRC med at støtte kampagnen ”Den tid på måneden”, der samler penge ind til at hjælpe fordrevne piger og kvinder, som står i en særlig sårbar situation, hver gang de har menstruation. ‘Den tid på måneden’ sørger for, at kvinderne får bind, sæbe og en spand til vand, så de kan vaske sig selv og deres bind. DRC bygger badefaciliteter, så kvinderne kan komme i bad, uden at det foregår i familiens midtpunkt i hjemmet. Derudover uddanner og oplyser DRC både piger og drenge, kvinder, mænd og lokalsamfund i kvinders grundlæggende rettigheder som grundlag for at sikre lige adgang til skole, uddannelse og arbejde for kvinder på flugt. Menstruation skal ikke forhindre nogen kvinde i at deltage i samfundet.

Find mere information om ‘Den tid på måneden’.

Fakta om menstruation

  • Hver dag har ca. 800 millioner piger og kvinder menstruation på verdensplan.
  • På globalt plan har 2,3 milliarder mennesker ikke adgang til badefaciliteter. I de fattigste lande har kun 27 procent af befolkningen adgang til en håndvask, vand og sæbe i hjemmet.
  • 65% af kvinder i Kenya har ikke råd til at købe bind.
  • I Uganda kommer 50% af pigerne ikke i skole hver måned af frygt for at blive udskammet på grund af at have deres menstruation.

Kilder: unicef.org, worldbank.org, unwomen.org, borgenproject.org.

Læs mere om piger og kvinder på flugt