Global

"Nye flygtningetal viser, at vi har brug for mere international solidaritet"

Kommentar fra Charlotte Slente, Generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp på de nye tal fra UNHCR, der viser, at der nu er 82,4 millioner flygtninge og fordrevne i verden:

”På trods af et år, der har været stærkt påvirket af COVID-19-pandemien, er antallet af flygtninge og fordrevne steget til 82,4 millioner – og de har ovenikøbet fået det værre. Det er dem, der i forvejen har mindst, der bliver ramt hårdest af en pandemi. Flygtninge og fordrevne har fået længere til arbejdsmarkedet, sundhedssystemerne, eftersom mange af de lande, hvor de befinder sig, ofte er fattige og har deres egne udfordringer. COVID-19-krisen har forstørret eksisterende udfordringer, men desværre er den globale støtte ikke steget tilsvarende.

De nye tal understreger, at der fortsat er behov for global solidaritet, men det er stadig de fattigste lande, der tager langt det største ansvar for verdens flygtninge. Omkring 73 % af alle verdens flygtninge bliver i de såkaldte nærområder, mens 86 % befinder sig i udviklingslande. Det er lande, der ofte har deres egne problemer at kæmpe med. Vi kan ikke forvente, at lande som Libanon, Uganda og Bangladesh - der huser mange millioner flygtninge – fortsat vil løfte denne opgave, hvis de ser, at rige lande som Danmark i stigende grad fraskriver sig en del af ansvaret for fælles og bæredygtige løsninger.

Det seneste år har bekræftet os i, at globale udfordringer kræver globale løsninger, globalt ansvar og global solidaritet. Og ikke mindst, at det er muligt at håndtere globale problemstillinger, hvis verden arbejder sammen. Der er brug for international solidaritet i stedet for nationale løsninger, og der er brug for en mere retfærdig fordeling af ansvaret for og beskyttelsen af de 82,4 millioner af mænd, kvinder og børn, der nu lever på flugt på grund af blandt andet krige, konflikter og personlig forfølgelse.

Flygtninge og fordrevne har ret til et bedre liv, og det kræver, at de får adgang til eksempelvis sundhedssystemer og uddannelse, og at de kan arbejde og forsørge dem selv og deres familie. På den måde kan flygtninge blive aktive bidragsydere. Men da mange flygtninge og fordrevne lever i fattigere lande, er det afgørende, at disse lande bliver støttet. Det handler om mere bistand, men det handler også om mere solidaritet. Eksempelvis ved at tage flere kvoteflygtninge. Kun ved at arbejde solidarisk og globalt, kan vi sikre bedre og mere bæredygtige løsninger for verdens 82,4 millioner flygtninge og fordrevne.”

Charlotte Slente, Generalsekretær, DRC Dansk Flygtningehjælp

  • De nye tal, der inkluderer de 82,4 millioner flygtninge og fordrevne, kan findes på UNHCR’s hjemmeside