Global

Ny rapport: Fremtidens fordrivelseskriser vil udspringe af glemte konflikter

DR Congo, Burkina Faso og Cameroun er blandt de lande, hvor flest mennesker i de kommende år vil flygte fra. Det viser en ny rapport fra DRC Dansk Flygtningehjælp, der på baggrund af data fra et nyt, banebrydende analyseværktøj, forudsiger verdens fordrivelsestendenser i nær fremtid.

Lande, der allerede er blandt verdens fattigste og mest udfordrede, vil også være de lande, hvorfra flest mennesker vil flygte i det kommende år. Sådan lyder én af projektionerne i DRC Dansk Flygtningehjælps første Global Displacement Forecast-rapport.

Ifølge rapporten vil størstedelen blive fordrevet i såkaldt ”glemte kriseområder”, hvor der mangler økonomisk støtte og international opmærksomhed. Det gælder bl.a. DR Congo, hvor det forudsiges, at konflikt og naturkatastrofer vil medføre, at hele to millioner mennesker bliver nødt til at flygte, og det gælder også Burkina Faso i Sahel-regionen, der ellers er højt på den politiske dagsorden, men hvor blot 17% af de humanære behov er finansieret. I løbet af 2022 kan vi desuden forvente at se et stort antal mennesker drevet på flugt i Afghanistan, Etiopien, Cameroun og Nigeria. 

”Rapporten kan give os et overblik over de kriser, der især har brug for international støtte og opmærksomhed i den nærmeste fremtid. Den er er et redskab, som vi og andre humanitære aktører kan bruge til at prioritere vores ressourcer og sætte ind der, hvor vores hjælp er allervigtigst. Og den er et opråb til beslutningstagere om at sætte ind med diplomatiske kræfter og økonomisk støtte, så nogle af de her kriser kan afbødes eller reduceres,” siger DRC Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente. 

Rapporten bygger på analyseværktøjet Foresight, der samler data fra mere end 120 indikatorer vedrørende bl.a. konflikt, regeringsførelse, økonomi, klima og menneskerettigheder, og via algoritmer forudsiger fremtidens fordrivelsestendenser. Rapporten bygger på data fra 24 lande, hvor over 80 procent – 69 millioner - af verdens fordrevne stammer fra, og anslår, at antallet af fordrevne vil stige med 3,7 millioner i år og med 7,2 millioner i 2022 ift. antallet i 2020. Det vil sige, at mere end 10.000 mennesker bliver nødt til at forlade hus og hjem hver eneste dag – og langt de fleste vil søge beskyttelse internt i landene eller i nabolandene, der typisk er fattigere lande, og derved sætte disse lande yderligere under pres. 

”Rapporten viser, at det ikke nytter at lukke øjnene og tro, at kriser forsvinder af sig selv. Langvarige konflikter fortsætter med at skabe fordrivelse, og derfor skal der handling til – både for at håndtere konflikterne og sikre afgørende hjælp til dem, der må leve i disse kriser,” siger Charlotte Slente: ”Desværre ser vi på globalt plan, at der bliver længere mellem de stigende humanitære behov og de tilgængelige midler til at dække behovene. Derfor er et værktøj som ‘Foresight‘ nyttigt, da det giver os mulighed for at forebygge og sætte ind med hjælp, så tidligt som muligt.”

Med afsæt i rapportens resultater opfordrer DRC Dansk Flygtningehjælp til: 

  • At sikre flygtninge mulighed for at søge beskyttelse gennem adgang til asyl, integration i værtslandene og bedre mulighed for genbosætning i tredjelande.
  • At styrke konfliktforebyggelse, fredsopbygning og konfliktløsning, og holde både statslige og ikke statslige aktører, der står bag vold og menneskerettighedskrænkelse og derved skaber fordrivelse, til regnskab,
  • At sikre humanitær adgang, så nødhjælp kan nå frem til dem, der har brug for den.

OM GLOBAL DISPLACEMENT FORECAST RAPPORTEN

Global Displacement Forecast-rapporten bygger på data fra Foresight-værktøjet, der er udviklet i samarbejde med IBM med støtte fra Udenrigsministeriet. Værktøjets formål er at hjælpe strategisk humanitært nødhjælpsarbejde ved at kunne forudsige troværdige tendenser og derved forbedre forebyggelses-, indsats- og beskyttelsesarbejdet for mennesker på flugt. Forudsigelserne laves med en fejlmargin ned til 6% og er generelt konservative, da omtrent to tredjedele af forudsigelserne underestimerer den kommende fordrivelse. 

Hent hele rapporten her: DRC Global Displacement Forecast 2021

Billedtekst

En lejr for internt fordrevne nær Fataki i Ituri-provinsen i DR Congo. Byen og landsbyerne i området har oplevet gentagne angreb, hvilket har drevet titusindvis på flugt. Siden slutningen af 2017 har konflikten i Ituri medført at flere hundrede mennesker har mistet livet og halvanden million mennesker har måtte forlade deres hjem. 

Download