Somalia

Landefakta

DRC’s etableringsår

1998

Antal ansatte

370

Berørte mennesker

2.648.600

Situationen i Somalia

Somalia har været plaget af borgerkrig i omkring 30 år. Den væbnede konflikt betyder, at mange mennesker lever i usikkerhed og mangler beskyttelse. Alene i 2019 gjorde konflikten, at 188.000 personer blev tvunget på flugt fra deres hjem. Og i december 2019 var der i alt seks millioner mennesker, der havde brug for humanitær en hjælp. Det er en stigning på 36 procent i forhold til året før.

De mange internt fordrevne mennesker er meget sårbare og udsatte. Især kvinder er i stor risiko for at blive udsat for vold og overgreb. Og mange fordrevne bliver også tvunget til at forlade de områder, hvor de i første omgang søgte tilflugt. Det sker på grund af konflikter, om hvem der ejer landområderne og boligerne. Disse fordrivelser kommer typisk uden varsel og medfører ofte voldelige sammenstød og ødelæggelser af husene. I 2019 var der over 264.000 mennesker, der blev fordrevet fra deres tilflugtssted og dermed blev tvunget på flugt for anden gang.

Somalia er jævnligt plaget af naturkatastrofer og ekstremt vejr som tørke og oversvømmelser. Dette tvinger også tusindvis af mennesker på flugt fra deres hjem, og det øger behovet for humanitær hjælp blandt dem, der i forvejen var fordrevet. I 2019 betød tørke og uforudsigelig regn, at man fik den værste høst i mange år, hvilket førte til mangel på mad. Og samtidig ramte oversvømmelser over en halv million mennesker, hvoraf 370.000 måtte forlade deres hjem og søge tilflugt i allerede overbefolkede områder med få ressourcer.

DRC’s arbejde

DRC Dansk Flygtningehjælp er blandt de internationaler NGO’er med flest aktiviteter i Somalia. Vi er til stede i seks forskellige områder: Baidoa, Dollow, Bossaso, Hargeisa, Garowe og Mogadishu. Det betyder, at vi kan reagere hurtigt og fleksibelt, når der opstår kriser og nye behov for flygtninge og fordrevne.

Vores indsatser inkluderer beskyttelse, mad, indtægtsskabelse, bæredygtige løsninger, vand, sanitet, hygiejne, husly, lejrledelse samt adgang til basale fornødenheder, sikkerhed og retfærdighed. Vores minerydningsenhed Danish Demining Group fokuserer på minerydning, konfliktanalyse og uddannelse af folk i at undgå mineområder og ulykker. Vores nødhjælpsaktiviteter er koordineret med lokale offentlige myndigheder og andre partnere.

Siden 2011 har vi stået for et innovativt SMS-kommunikationsprojekt. Systemet forbedrer dialogen med flygtninge og fordrevne i svært fremkommelige områder. I 2020 har vi også brugt platformen til at dele informationer om Covid-19 med flygtninge og fordrevne.

Kontakt

William

William Babumba

Country Director

[email protected]