Hvordan kommer flygtninge til Danmark?

Vejen til asyl i et andet land er fuld af forhindringer. Derfor ser mange forfulgte sig nødsaget til at betale agenter eller menneskesmuglere for at skaffe pas, visa og evt. hjælp med rejseruten.

• Flygtninge bliver ofte nødt til at benytte falske pas og papirer. Det kan være forbundet med fare for forfulgte at henvende sig til myndighederne i hjemlandet for at få et pas. Danmark giver ikke visum til borgere fra en række lande, hvorfra der kommer flygtninge. Muligheden for at søge asyl lokalt på danske ambassader blev afskaffet i 2002. Den eneste legale vej til Danmark som flygtning er at komme hertil via FN´s genbosætningssystem for flygtninge.

• Danmark havde tidligere en aftale med FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, om at modtage ca. 500 flygtninge om året. I Danmark omtales de som FN-flygtninge eller kvoteflygtninge. Det er flygtninge, der ofte opholder sig i flygtningelejre, men hverken kan blive boende der eller vende hjem. De har derfor behov for at blive genbosat i et andet land. Nogle af dem har endvidere brug for hjælp på grund af alvorlige behandlingskrævende sygdomme. Kvoteflygtninge udvælges af Udlændingestyrelsen, de fleste på baggrund af interviews gennemført på rejser til de områder, hvor flygtningene opholder sig. DRC Dansk Flygtningehjælp deltager ofte i disse rejser som uafhængig humanitær organisation. Kvoteflygtninge skal ikke søge om asyl, når de kommer til Danmark, da de får opholdstilladelse i forbindelse med udvælgelsen.

Siden 1. januar 2018 har det været udlændinge- og integrationsministeren, der bestemmer om Danmark skal modtage kvoteflygtninge og hvor mange, der evt. skal genbosættes efter aftale med UNHCR. Der skal nu tages stilling fra år til år fremfor efter en på forhånd aftalt kvote. Danmark har senest besluttet at modtage 31 kvoteflygtninge i 2019, 85 kvoteflygtninge i 2016 og 580 kvoteflygtninge i 2015. Flyselskaber får bøder, hvis de medbringer passagerer uden gyldigt visa. De fleste flygtninge tager derfor turen til Danmark gennem Europa.

• I Danmark kan man søge asyl, når man møder politiet ved ankomst i Københavns Lufthavn eller ved grænsen. Man kan også henvende sig på en politistation et sted i landet eller på modtagecenter Sandholm.