Vores arbejde
Det nytter
• Undervisningen foregår på tre forskellige niveauer, Danskuddannelse 1, 2 og 3. Flygtninge bestemmer ikke selv, hvilken danskuddannelse de placeres på – det afhænger af deres skolegang og uddannelse fra hjemlandet. Hver danskuddannelse består af 5-6 moduler, der hver især afsluttes med en prøve. Der er mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af danskundervisningen, hvilket er en forudsætning for, at de flygtninge, der hurtigt kommer i arbejde, fortsat har mulighed for at gennemføre en danskuddannelse.
• Børn og unge, som har fået opholdstilladelse, har ret til skolegang enten på en folkeskole eller i et særligt skoletilbud. Der er forskellige muligheder for at støtte deres danskindlæring i forbindelse med indslusning i folkeskolen, blandt andet gennem modtageklasser eller særlig sprogstøtte.
• Småbørn går typisk i daginstitutioner, hvor de deltager i sprogstimulering. Formålet er at forbedre deres danske sprog og dermed give dem en bedre skolestart.
• Asylansøgere skal deltage i undervisning og kompetenceafklaring på asylcentre. Undervisningen kan omfatte dansk, engelsk og fag, der gavner integrationen i Danmark eller forbereder på en tilværelse i hjemlandet. Der er også mulighed for at komme i praktik eller på visse betingelser at få tilladelse til at arbejde på normale vilkår i Danmark.
• Asylansøgerbørn går i skole på asylcentre eller i nogle tilfælde i den lokale folkeskole. Undervisningen skal svare til undervisningen af tosprogede elever i folkeskolen. Timetallet er som udgangspunkt det samme som i folkeskolen, og der undervises i alle folkeskolens fag. Undervisningssproget er dansk med undtagelse af timer i modersmål og andre fremmedsprog.