Jeg huser personer, der er fordrevet fra Ukraine. Hvad skal jeg være opmærksom på?


Hvis du vælger at huse personer, der er flygtet fra krigen i Ukraine, kan det have betydning for de ydelser, du modtager fra Udbetaling Danmark. Det gælder dig, der modtager boligstøtte, pension som enlig, varmetillæg og familieydelser som enlig

Ifølge ATP - Udbetaling Danmark vil det som udgangspunkt ikke påvirke din ydelse, hvis du giver husly til personer som ikke har fået opholdstilladelse, men som har lovligt ophold i Danmark i form af visum eller som visumfri. I det tilfælde behøver du ikke informere Udbetaling Danmark om situationen.  

Hvis du giver husly til personer der har fået opholdstilladelse i Danmark, skal du ringe til Udbetaling Danmark og informere om situationen. Det er vigtigt at du ringer hurtigst muligt for at få afklaret, hvilken betydning det eventuelt kan have for dine ydelser. Der gælder ikke særlige regler i forbindelse med at give husly til ukrainske flygtninge, men der er regler, som er særligt relevante at kende til i den aktuelle situation.  

Hvis de personer, som du giver husly til får opholdstilladelse, mens de opholder sig hos dig, skal du ringe til Udbetaling Danmark og informere om dette.