USA er Dansk Flygtningehjælps næststørste donor og bidrager med 20 procent af vores budget for 2025. Selv om 80 procent af vores programmer kan fortsætte som planlagt, rammer USA’s pludselige bistandsstop projekter, der støtter fordrevne mennesker i nogle af verdens mest kriseramte områder, herunder Afghanistan, Sudan, Yemen og Ukraine.
Standsningen af den amerikanske humanitære støtte har fået øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser, der kommer til at få langvarige negative implikationer. Som en direkte konsekvens risikerer over 2 millioner mennesker at miste adgangen til vigtig livreddende nødhjælp leveret af Dansk Flygtningehjælp.
Som eksempel vil tusindvis af familier i Nigeria og Cameroun snart miste kritisk fødevarehjælp, og børn, der lider af underernæring, vil ikke længere modtage den afgørende behandling, som Dansk Flygtningehjælp leverer. I Afghanistan er tusindvis af mennesker berørt af, at vi har været nødsaget til at stoppe projekter, som giver adgang til rent drikkevand i flere provinser. I det krigshærgede Sudan vil over 30.000 mennesker ikke længere få adgang til helt basale fornødenheder som mad og medicin, mens knap 20.000 vil miste adgang til vand og sanitet. I Sydsudan støtter Dansk Flygtningehjælp næsten 180.000 internt fordrevne i 10 lejre, men uden amerikansk støtte, kan vi ikke længere opretholde kritisk infrastruktur, herunder forebyggende indsatser mod oversvømmelser. I Ukraine har Dansk Flygtningehjælp måtte indstille minerydningen af et område på 350.000 kvm svarende til 50 fodboldbaner.
Disse eksempler understreger det akutte behov for at genoprette finansieringen og kontinuiteten i humanitær bistand - ikke mindst på et tidspunkt, hvor krige og konflikter eskalerer og antallet af fordrevne verden over fortsat stiger.
Gennem årene har amerikansk lederskab og støtte reddet utallige liv i verdens brændpunkter. Vi opfordrer indtrængende den amerikanske regering til at overholde sine løfter om bidrag til humanitær bistand og til at gøre alt for at reducere konsekvenserne af deres bistandsstop.
Det fulde omfang af konsekvenserne er endnu usikkert, men mens den amerikanske regering gennemgår sine udviklingsprioriteter, samarbejder vi med et stort netværk af donorer for at afbøde og begrænse konsekvenserne. Omend vi udforsker finansieringsalternativer, er Dansk Flygtningehjælp fortsat økonomisk stabil og dedikeret til vores arbejde for verdens mest sårbare mennesker.
Det amerikanske bistandsstop underminerer imidlertid det arbejde, som Dansk Flygtningehjælps dedikerede medarbejdere og lokale partnerorganisationer udfører verden over. Selv om vi gør alt for at tilpasse os, har vi medarbejdere, der er direkte berørte af den amerikanske beslutning, da vi har været nødsaget til at indstille en række aktiviteter. I sidste uge blev vores medarbejdere informeret om, at op mod 2.000 kan blive berørt. Dansk Flygtningehjælps ledelse gør alt for at reducere antallet så meget som muligt.
Med 122 millioner mennesker på flugt på verdensplan forudsiger Dansk Flygtningehjælps egne prognoser en stigning på næsten 7 millioner ved udgangen af 2025. Som en rettighedsbaseret og principfast organisation er vi forpligtet til at levere både akut nødhjælp og langsigtede løsninger, og derfor vil vi også fortsætte vores mission for at støtte verdens mest sårbare og udsatte mennesker til et bedre og mere værdigt liv.