Øget solidaritet, støtte til værtsnationer samt lokalt-ledede løsninger
Dansk Flygtningehjælp opfordrer til et større fokus på at adressere de bagvedliggende årsager til fordrivelse, flugt og irregulær migration gennem lokalt-ledede løsninger. Det kræver langsigtede indsatser og investeringer frem for kortsynede aftaler med tredje lande om at begrænse og forhindre bevægelser imod Europa.
Executive summary
I dag, mandag den 6. maj er den danske regering vært for en international migrationskonference, der handler om at ”finde løsninger på migrationsudfordringer.” Dansk Flygtningehjælp hilser initiativet velkommen og opfordrer til, at fokus på konferencen bliver at finde reelle og gerne lokalt-ledede løsninger, som sikrer bæredygtig udvikling i de lande, der huser flest flygtninge.
Det er vigtigt at fastholde et langsigtet perspektiv og adressere de underliggende og komplekse årsager til flugt, fordrivelse og irregulær migration. Desværre har den danske og andre europæiske regeringer ofte et uforholdsmæssigt stort fokus på kontrol og afskrækkelse i forhold til det mindretal, der bevæger sig imod Europas grænser.
Det er også afgørende, at bedre beskyttelse af flygtninge og migranter er rettesnoren for samarbejde og investeringer. Indsatser i forhold til fordrivelse og irregulær migration skal måles på deres evne til at skabe positive forandringer i form af øget beskyttelse, adgang til rettigheder og skabe muligheder for selvforsørgelse og ikke på, om de bidrager til at begrænse mobiliteten.